Fjern den uduelige fødevareminister

Som en logisk konsekvens af banktragedien på Mors bør statsministeren snarest fjerne svineproducent Henrik Høegh fra posten som fødevareminister

kjeldh

19/07/2011

Som en logisk konsekvens af banktragedien på Mors bør statsministeren snarest fjerne svineproducent Henrik Høegh fra posten som fødevareminister.

Ikke fordi Høegh er skyld i Fjordbanks kollaps – den nedtur har de lokale svineproducenter selv æren for – men fordi han som fødevareminister intet har gjort for at stoppe landbrugets vanvittige gældsætning. Tværtimod har han selv været en af arkitekterne bag den udvikling, der nu koster livet for bank efter bank.

Fra 2001 og frem til i dag har dansk landbrug fået lov at fordoble sin gæld til svimlende 360 mia. kr. Det gør de danske landmænd til de mest forgældede i hele EU.

Fødevareminister Høegh og hans tre forgængere har aktivt bidraget til, at gælden er eksploderet.

Væk med stokroseidyl

Det begyndte med godsejer Mariann Fischer Boel, der som fødevareminister i 2001 proklamerede, at nu skulle der ”sættes turbo” på strukturudviklingen af den danske ”stokroseidyl”.

Derefter fulgte fire ødelæggende liberaliseringer af den danske landbrugslovgivning, der ellers i årtier havde holdt de værste agrospekulanter ude af erhvervet.

I dag kulminerer godsejerministerens liberale visioner i bankkrak, der truer hele samfundets økonomiske stabilitet.

Som politiker er Mariann Fischer Boel for længst historie, men glemt vil hun næppe blive, når arkitekterne bag landbrugets fallitbo engang skal udpeges.

Det vil Henrik Høegh heller ikke.

Da han tiltrådte i februar 2010, var alle økonomiske alarmsignaler for længst hejst. Han proklamerede, at nu måtte landmændene bare bide tænderne sammen og håbe på bedre priser. Andet havde den liberale politiker ikke at byde på.

Firebanden

Det bør huskes, at Henrik Høegh er den sidste ”overlevende” af den firebande, der pressede den hovedløse strukturudvikling af dansk landbrug til det yderste.

Sammen med slagteriernes direktør, Bent Claudi Lassen, kvægavlernes talsmand, Gert Karkov, og Landbrugsrådets præsident, svineproducent Peter Gæmelke, formulerede Henrik Høegh de krav om total liberalisering, som regeringen har udmøntet i lovgivning siden 2001.

Høegh sad i 18 år centralt placeret som vicepræsident i toppen af pyramiden på Axelborg, men kun han står tilbage på skansen, mens korthusene ramler sammen ude i landdistrikterne. De tre andre idemænd er for længst løbet af pladsen.

Det er på tide at forstå, at landbrugserhvervet aldrig vil magte at styre sig selv. Begærligheden efter mere jord gør blind. Derfor skal erhvervet reguleres, så de, der i fremtiden vælger denne levevej, magter at levere de varer - ”public goods” hedder det i EU-jargon – som lokalsamfundene har brug for. Og det er ikke bankkrak.

Lad os straks få den uduelige Henrik Høegh udskiftet med en moderne politiker, gerne en økonom, der kan virkeliggøre bæredygtige visioner for et fornuftigt og velkonsolideret landbrugserhverv.

Og så en bøn til den nuværende og kommende statsministre: Lov os aldrig igen at sætte en landmand til at regulere landmænd.

Kilde: