Hvorfor ikke nu bare skrive et hyldestkvad om aftalen i Paris, dette kan forklares med en simpel begrundelse, for uanset resultatet af COP(21), så har markedet for olie, gas og i særdeleshed kul startet på en uafvendelig nedtur, hvor det for mange producenter handler om ‘loss and damage’, sikring af markedsandele og for de store virksomheder erstatningsspørgsmålet omhandlende, at ”lovgiveren” betaler.
Netop ’Loss and Damage’ som en overskrift bag “jaet” til klimatopmødet i Paris har skabt begejstring blandt mange interesseorganisationer og nationsledere. Bestemmelsen anerkender kort fortalt, at U-lande der allerede er ramt af klimaændringer, skal hjælpes, herunder når antallet af klimaflygtninge begynder at vokse, så dette gør ratificeringen unik.
Hvori i består så det unikke? Siden hvornår, med ikke alene tidligere tiders naturfænomeners brag(en), men også de nuværende eksempler fra krigsflygtninge, er dette som har været på dagsordnen ved COP-forhandlingerne i mange år blevet unikt? Er det unikt endeligt at være blevet enige om noget? Nej. Egentligt ikke. Det er for virkeligt til at være behageligt da de alle stod med armene højt hævet.
Enigheden om ‘Loss and Damage’ findes blandt andet i at man fremover stadigvæk tager udgangspunkt i udledningerne i 1990 og definerer en reduktion i forhold til disse, for dem som har nydt godt af, at udledningsniveau og udviklingsniveau i stort omfang følges ad, viser dette blot, at der mere er tale om ulighed end en ligning som endelig er gået op, da man stadigvæk kører videre i det gamle spor.
"Lovgiveren betaler"
USA samt øvrige store I-lande stillede som betingelse - sådan er det jo - for at tiltræde aftalen at klimaændringerne ikke omfatter retten til ansvarspådragelse for de sårbare øer og fattige lande eller kompensation forårsaget af klimaforandringerne. Det er her det egentlige slag om de glorværdige 100 milliarder dollars om året har bestået. Bestemmelsen herom er mere end 1990’er kontroversiel, da den mellem linjerne handler om meget andet end de enkelte landes beslutninger.
Den (u)ventede pengegave via ‘Loss’ and ‘damage’ bestemmelsen kan bedst beskrives som en omvendt ISDS-mekanisme til de store selskaber. Så ordene ‘loss’ and ’damage’ har været win-win for specielt de multinationale selskaber som i stigende grad rejser erstatningssager mod selvstændige nationer, herunder er mange sammenlignet med tidligere jo nyanlagte sager mod I-landene.
Alene truslen om en erstatningssag kan få regeringer til at tøve eller undslå sig at foretage lovgivningsændringer inden for f.eks. ny miljø- eller sundhedslovgivning og er retsordnen reelt arbitrær. Hvilket gør at ’Loss’ and ’Damage’ bestemmelsen ikke er unik.
Bestemmelsen har været win-win for specielt de selskaber som nyder godt af forsatte ISDS-rettigheder - og dermed reelt et tab for selvstændige stater som fremover vil rammes af et stigende antal af erstatningskrav. Det er her de faktiske retlige følgevirkninger eksisterer, på virksomhedsplan mod selvstændige nationer er de egentlige ‘logeagtige’ strofer som bør føre til eftertanke og overskrifter om at silotænkningens og de pekuniære eksternaliteters dage ikke er forbi. For det landene reelt kompenseres for, er ikke klimaforandringer, men, muligheden for catching up, altså, advantage of backwardness.
"En stopklodsskandale”
Et eller andet sted over gulvtæppet, er Paris-aftalen da nok vigtig, dog ikke så vigtig, at det er nødvendigt at afholde de omkostningstunge og ikke mindst forurenende Klimatopmøder hvert år. Så kom det, at argumentet om, at afholdelse af møderne hvert år, ikke er motiverende, som det ellers hævdes, men spildtid, også lige med.
Den usikre faktor for vigtigheden af hastigheden for den grønne omstilling er helt grundlæggende de nationale hensyn, hvad der er politisk (u)muligt, og hvor langt de enkelte statsledere tør udfordre deres vælgere eller de selskaber som nyder godt af allerede eksisterende ISDS-mekanismer.
Et af de interessante signaler som ramte forsiderne i år 2015, var skandalen i den tyske bilkoncern VW. ‘Dieselgate’ er som den (s)onde fodnotes krise svær at komme uden om, hvis man skal give et indblik ind i forureningens egentlige væsen og nogle producenternes adfærd. ’Loss’ and ’Damage’ bestemmelsen ligner da også mest af alt en klokkeklar aftale til gode for producenterne mere end det godskriver kredit til aftaleparterne.
For aftalen er mest af alt en åben kattelem, derfor er skandaler og andre rapporter end det som skete i Paris, vigtigere, at pege på for at få et overblik, hvad der faktisk er sket. Så langt. Så godt. Så når Hollande har sagt at den grønne omstilling handler om at genskabe tilliden til Europa, er det rendyrket vås, aftalen kan overordnet set findes i simpel økonomisk teori og forklares gennem pres fra omverdnen og nye byrdefulde økonomiske rapporter.
"Katalytiske signaler”
Mange ord, tal og investeringer illustrer, at det havde været et dårligt tidspunkt at gøre sig vanskelig på for nationslederne - og derfor var COP(21)-tekstens præambel og halvforvrøvlede hensigtserklæringer nærmest et must go med henblik på at begrænse den stigende mistillid til politikernes mummespil og dobbeltspil.
Aftalen i Paris er ingenlunde kommet ud af den blå luft, og skal blandt andet findes i et møde som fandt sted for lidt over et år siden i FN i New York. For ugen inden dette “septemberstævnemøde” blev afholdt blev det bl.a. konkluderet i rapporten “Better Growth, Better Climate” at vækst og bæredygtighed ikke er hinandens modsætninger. Væsentligt af alt for gennemslagskraften var, at den var forfattet af sværvægtere som Nicholas Stern, Jeremy Oppenheim og Felipe Calderon.
En fornylig udgivet rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) “How Large Are Global Energy Subsidies” viser endvidere, at verdensøkonomisk brug af fossile brændsler årligt støttes med 5,3 trillioner dollars, svarende til 6,5 procent af verdens samlede BNP - for at gøre dette tal lidt mindre, kære læser, svarer det til, at understøttelsen af fossil brændsel hvert minut koster 10 millioner Dollars.
Før denne rapport, udgivet i maj 2015, offentliggjorde IMF april 2013, rapporten: “Energy Subsidy Reform - Lessons and Implications”.
Fra IMF hedder det sig - og hed det i 2013, at statsstøtten til fossil energi er chokerende - fra andre, herunder Nicholas Stern, at det ryster til myten om, at olie, kul og gas ikke er billige energiformer. Mon ikke dette - at de i Paris nærmest stod med “fossilen” i sine hænder - har haft sin effekt på aftalen? Det skulle man da ‘time’ for ‘time’ mene. Specielt set i lyset af, at det samtidig med blev offentliggjort at beløbet på verdensplan er 0,5 procentpoint højere, end den samlede sum af verdens regeringers udgifter til sundhed.
Overskrifter er kort fortalt ikke kun til at blive skrevet. Men nogle i særdeleshed fortalt. Så mon ikke den mindre kendte overskrift, som er blevet til over specielt de to sidste år: “Verdens regeringer smider flere penge i fossil energi end sundhed” har været det katalytiske signal bag COP(21)-tekstens præambel og halvforvrøvlede hensigtserklæringer? Det skulle man mene for overordnet set arbejder aftaleparterne stadigvæk videre med udgangspunkt i 1990, og det de udsatte lande i økonomisk forstand kompenseres for, er ikke klimaforandringer, men, muligheden for catching up, altså, advantage of backwardness.
