VÆKSTEN I det offentlige forbrug er ude af kontrol.
Samtidig er der i øjeblikket ingen tegn på politisk vilje til at gribe ind. Hverken hos regeringen eller hos oppositionen. Sidstnævnte kalder endda på endnu større vækst.
Jeg har på denne plads rost regeringen for målet om nulvækst i det offentlige forbrug. Det er helt nødvendigt efter en sand forbrugsfest. Som de økonomiske vismænd påpeger, er det offentlige forbrugs andel af BNP vokset fra mindre end 25 procent i slutningen af 90' erne til over 28 procent i 2010.
Hvis den hidtidige vækst fik lov til at fortsætte indtil 2020, ville efterlønnen skulle afskaffes tre gange for at finansiere det. Vismændene forslår nulvækst i den offentlige sektor de næste 10 år.
Derfor var regeringens målsætning om nulvækst i 3 år et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men regeringen har nu selv sået tvivl om sin troværdighed på dette område. Dels lever regeringens eget finanslovsforslag ikke op til målsætningen.
Man planlægger at øge det offentlige forbrug i 2011 med 0,6 procent og i 2012 med 0,5 procent. Det er ikke nulvækst, men en vækst på niveau med, hvad Nyrup i sin tid lagde op til i sin 2010-plan.
Langt værre er det, at regeringen ikke synes at ville tage det politiske ansvar for at sikre sig imod de forventelige overskridelser af budgettet, som vil gøre den offentlige forbrugsvækst endnu større.
Erfaringerne under VK-regeringen viser, at budgetlægning er næsten værdiløs uden mekanismer, der kan sikre overholdelse af budgetterne.
Det årlige offentlige forbrug er 70 milliarder kroner større i 2010 end i 2001. Af disse var kun knap halvdelen planlagt - resten er akkumulerede budgetoverskridelser.
Med andre ord udgør broderparten af væksten i det offentlige forbrug en tilsidesættelse af den demokratiske beslutningsproces.
Selv om overskridelserne i høj grad har fundet sted i kommunerne, er det regeringens ansvar.
Regeringen har ikke forhindret overskridelserne, men tværtimod bidraget til festen.
Det har man blandt andet gjort ved at acceptere, at nye budgetter lægges ved at fremskrive udgifterne fra sidste års vedtagne budget plus overskridelserne.
Med andre ord institutionaliserer regeringen overskridelserne og kommunernes ansvarsløshed.
Det er ikke naturgivent, at lige præcis kommuner må overskride budgetterne. Tværtimod findes der kommuner, som i reglen holder budgetterne, mens andre overskrider dem. En Cepos -undersøgelse viser, at de 49 kommuner - nøjagtigt halvdelen - som i 2008 ikke overholdt deres budgetter, kun adskilte sig fra andre kommuner ved at have dårlig økonomistyring.
Det er et beskæmmende resultat. Men det indebærer dog, at problemet kan løses. Hvis regeringen med finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen vel at mærke skrider til handling.
Det har finansministeren hidtil forsømt. Da kommunernes regnskaber for 2009 viste en overskridelse på ca. 5 milliarder kroner, reagerede finansministeren med at erklære, at han end ikke ville forhandle med KL, før kommunerne tilbagebetalte pengene.
Der blev dog alligevel forhandlet, og de 5 milliarder blev i kommuneaftalen eftergivet. Hvilket sendte et klart signal om, at kommunerne også i fremtiden med sindsro kan overskride budgetterne, også selvom finansministeren taler med store bogstaver. Det bliver nemlig ved snakken.
I denne uge kom det frem, at kommunerne også i 2010 er i gang med at overskride budgetterne. I første halvår har væksten været så stor - sammenlignet med første halvår 2009 - at selv nulvækst resten af året vil resultere i en budgetoverskridelse på 10 milliarder kroner. Dermed ville 40 procent af forårets genopretningspakke allerede være spist op.
CLAUS HJORT meddelte, at han vil tage »en alvorlig snak« med kommunerne. En alvorlig snak? Kommunerne bryder systematisk indgåede aftaler. Hvad skulle endnu mere snak hjælpe? Kun gennem konkret handling kan regeringen genskabe sin troværdighed på dette centrale element i deres økonomiske politik.
Der må og skal skabes incitamenter hos kommunerne til at overholde budgetterne. For det første skal det være en ufravigelig regel, at budgetoverskridelsen det ene år fratrækkes bloktilskuddet det efterfølgende år.
For det andet må Finansministeriet hver måned kontrollere budgetoverholdelsen i samtlige kommuner.
Kommuner, som ikke overholder deres budgetter, skal straks sættes under administration af Finansministeriet.
For det tredje bør en del af kommunaldirektørers og borgmestres løn tilbageholdes og kun udbetales som en bonus, hvis deres kommune overholder budgettet.
Denne artikel blev bragt i Politiken den 4. september 2010 som min faste lørdagsklumme Modpol, der bringes hver anden lørdag.
Samtidig er der i øjeblikket ingen tegn på politisk vilje til at gribe ind. Hverken hos regeringen eller hos oppositionen. Sidstnævnte kalder endda på endnu større vækst.
Jeg har på denne plads rost regeringen for målet om nulvækst i det offentlige forbrug. Det er helt nødvendigt efter en sand forbrugsfest. Som de økonomiske vismænd påpeger, er det offentlige forbrugs andel af BNP vokset fra mindre end 25 procent i slutningen af 90' erne til over 28 procent i 2010.
Hvis den hidtidige vækst fik lov til at fortsætte indtil 2020, ville efterlønnen skulle afskaffes tre gange for at finansiere det. Vismændene forslår nulvækst i den offentlige sektor de næste 10 år.
Derfor var regeringens målsætning om nulvækst i 3 år et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men regeringen har nu selv sået tvivl om sin troværdighed på dette område. Dels lever regeringens eget finanslovsforslag ikke op til målsætningen.
Man planlægger at øge det offentlige forbrug i 2011 med 0,6 procent og i 2012 med 0,5 procent. Det er ikke nulvækst, men en vækst på niveau med, hvad Nyrup i sin tid lagde op til i sin 2010-plan.
Langt værre er det, at regeringen ikke synes at ville tage det politiske ansvar for at sikre sig imod de forventelige overskridelser af budgettet, som vil gøre den offentlige forbrugsvækst endnu større.
Erfaringerne under VK-regeringen viser, at budgetlægning er næsten værdiløs uden mekanismer, der kan sikre overholdelse af budgetterne.
Det årlige offentlige forbrug er 70 milliarder kroner større i 2010 end i 2001. Af disse var kun knap halvdelen planlagt - resten er akkumulerede budgetoverskridelser.
Med andre ord udgør broderparten af væksten i det offentlige forbrug en tilsidesættelse af den demokratiske beslutningsproces.
Selv om overskridelserne i høj grad har fundet sted i kommunerne, er det regeringens ansvar.
Regeringen har ikke forhindret overskridelserne, men tværtimod bidraget til festen.
Det har man blandt andet gjort ved at acceptere, at nye budgetter lægges ved at fremskrive udgifterne fra sidste års vedtagne budget plus overskridelserne.
Med andre ord institutionaliserer regeringen overskridelserne og kommunernes ansvarsløshed.
Det er ikke naturgivent, at lige præcis kommuner må overskride budgetterne. Tværtimod findes der kommuner, som i reglen holder budgetterne, mens andre overskrider dem. En Cepos -undersøgelse viser, at de 49 kommuner - nøjagtigt halvdelen - som i 2008 ikke overholdt deres budgetter, kun adskilte sig fra andre kommuner ved at have dårlig økonomistyring.
Det er et beskæmmende resultat. Men det indebærer dog, at problemet kan løses. Hvis regeringen med finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen vel at mærke skrider til handling.
Det har finansministeren hidtil forsømt. Da kommunernes regnskaber for 2009 viste en overskridelse på ca. 5 milliarder kroner, reagerede finansministeren med at erklære, at han end ikke ville forhandle med KL, før kommunerne tilbagebetalte pengene.
Der blev dog alligevel forhandlet, og de 5 milliarder blev i kommuneaftalen eftergivet. Hvilket sendte et klart signal om, at kommunerne også i fremtiden med sindsro kan overskride budgetterne, også selvom finansministeren taler med store bogstaver. Det bliver nemlig ved snakken.
I denne uge kom det frem, at kommunerne også i 2010 er i gang med at overskride budgetterne. I første halvår har væksten været så stor - sammenlignet med første halvår 2009 - at selv nulvækst resten af året vil resultere i en budgetoverskridelse på 10 milliarder kroner. Dermed ville 40 procent af forårets genopretningspakke allerede være spist op.
CLAUS HJORT meddelte, at han vil tage »en alvorlig snak« med kommunerne. En alvorlig snak? Kommunerne bryder systematisk indgåede aftaler. Hvad skulle endnu mere snak hjælpe? Kun gennem konkret handling kan regeringen genskabe sin troværdighed på dette centrale element i deres økonomiske politik.
Der må og skal skabes incitamenter hos kommunerne til at overholde budgetterne. For det første skal det være en ufravigelig regel, at budgetoverskridelsen det ene år fratrækkes bloktilskuddet det efterfølgende år.
For det andet må Finansministeriet hver måned kontrollere budgetoverholdelsen i samtlige kommuner.
Kommuner, som ikke overholder deres budgetter, skal straks sættes under administration af Finansministeriet.
For det tredje bør en del af kommunaldirektørers og borgmestres løn tilbageholdes og kun udbetales som en bonus, hvis deres kommune overholder budgettet.
Denne artikel blev bragt i Politiken den 4. september 2010 som min faste lørdagsklumme Modpol, der bringes hver anden lørdag.
