Søren Hviid Pedersens indlæg er så forvirret og dårligt tænkt, at det nærmest er pinligt:
”Den sociale kontekst angiver, at kapitalisme tjener bestemte sociale formål.”
Forkert. Der er intet overordnet formål med en markedsøkonomi. Den er ikke ”designet”, ikke planlagt, men opstår spontant, når enkeltindivider forfølger deres egeninteresse ved frivilligt at handle med hinanden på et marked.
SHP blander tingene sammen, når han sætter lighedstegn mellem en virksomhed, der har et formål, at tjene penge til dens ejere, og en markedsøkonomi, der ikke har et formål og ikke er resultatet af et bevidst design.
Præmissen for hele SHP’s efterfølgende diskussion er derfor forkert, og det undrer ekstra meget, når SHP ellers er en kender af Hayek, for netop indsigterne om forskellen på det formålsbestemte husholdninger og virksomheder og markedsøkonomien, katallaksen, er noget, Hayet har skrevet meget om.
Hvis SHP havde været økonom, så ville han have forstået, at på et frit marked vil arbejdskraften blive aflønnet i overensstemmelse med dens marginalproduktivitet. Det er naturligvis særlig vanskeligt at skønne over en topchefs marginalproduktivitet, for hvilken del af et milliardoverskud skyldes topchefens beslutninger, og hvilken del ville være opnået uden?
Givet at det er så vanskeligt at afgøre, så er det jo godt, at det er så viseligt indrettet, at det er ejerne (aktionærerne), der via valg af bestyrelse bestemmer topchefens lønpakke. Så de, der betaler gilder, bestemmer lønvilkårene, og alle vi andre, der ikke er aktionærer, kan være ligeglade med, hvad aktionærerne bruger deres penge på. Om de selv får et større afkast af deres aktier, eller om de overbetaler en topchef.
Markedsøkonomiens effektivitet og allokeringen af ressourcer i økonomien baserer sig netop på, at produktionsfaktorer aflønnes efter deres marginalproduktivitet og ikke efter nogle ”retfærdighedskriterier”, som der aldrig kan opnås enighed om. SHP’s ”moralske kompas” er helt klart forskelligt fra mit og fra Ole Sohns, så hvordan anvender man et moralsk kompas, der viser i vidt forskellige retninger? Argumentationen er helt igennem forvrøvlet.
Man kan godt engang imellem have mistanke om, at aktionærkontrollen ikke virker godt nok, og at topchefer og bestyrelsesmedlemmer beriger sig på aktionærernes bekostning. At det er muligt kan måske forklares med asymmetrisk information og principal-agent problemer mellem aktionærer og bestyrelse (især når store institutionelle investorer har en bestemmende indflydelse) og igen mellem bestyrelse og topchef.
Men hvis der er sådanne problemer i en virksomhed, så må der gribes ind dér, og det må være aktionærerne, der må gøre det, og hvis de mener, at topchefen og formanden for bestyrelsen beriger sig på deres bekostning, så kan de jo sælge aktierne, hvis de ikke kan få valgt en ny bestyrelse. Det er ikke nogen løsning at foreslå en ”genmoralisering” af kapitalismen.
Kapitalisme er lige så lidt som andre økonomiske systemer baseret på moral. Heldigvis. Den er baseret på, at mennesker er drevet af deres egeninteresse for at forbedre deres egen og deres families økonomiske situation, og når mennesker forfølger hver deres egne mål ved at handle frivilligt med hinanden, så opstår en spontan orden, der er til alles bedste. Det sikres af prismekanismen, som Adam Smith kaldte en ”usynlig hånd”. Man kan blot se sig omkring i verden: Ingen andre økonomiske systemer har skabt velstand og løftet så mange mennesker ud af fattigdom, som kapitalismen har, og det har den netop, fordi den giver den enkelte et stærkt økonomisk incitament til at arbejde for at forbedre sin egen økonomiske situation, samtidig med at prismekanismen sikrer en effektiv allokering af ressourcer i økonomien. At ville ”genmoralisere kapitalismen” er en sikker måde at ødelægge et velfungerende økonomisk system, med lavere velstand til følge, og som altid vil det være de dårligst stillede, der vil lide mest under den slags planøkonomiske eksperimenter.
