Kronik: Kejserens nye klimaklæder

Verden vil bedrages, lyder et mundheld, og det bliver den så. Eftertiden vil betragte hysteriet omkring klimaforandringer med en blanding af undren og morskab. Hvordan kunne så mange lade sig forføre? Nyhedsmediernes søgen efter dramatiske katastrofehistorier er en vigtig del af forklaringen. JP holder sig ikke tilbage. Vi er således i flere omgange blevet præsenteret for historier om den hastigt voksende afsmeltning af isen på Grønland (JP 23/9 og 28/11 2010), hvor forskere udtaler sig bekymret om mulige konsekvenser for de små øsamfund i Stillehavet, som f.eks. Tuvalu. I virkeligheden er der på Grønland helt fra omkring 1930 sket en afsmeltning, nogle år kraftigere og andre mindre, men uden en voldsom forøgelse i de seneste årtier, tværtimod (L.M. Wake et al., Annals of Glaciology, 2009). 2010 var et særlig varmt år i den vestlige del af Grønland, med en gennemsnitstemperatur i Nuuk på flere grader over normalen. Det skyldes det den såkaldte nordatlantiske oscillation. Nogle år er temperaturerne meget høje i Vestgrønland og det østlige Canada, mens temperaturerne er meget lave i Europa, andre år er det omvendt. De unormalt høje temperaturer på Grønland i 2010 er altså lige så lidt som de lave temperaturer i Europa et udtryk for klimaforandringer. Og bekymringen for de små øsamfund kan nok være berettiget, men ikke på grund af havstigninger. På Tuvala er der ikke observeret nogen stigning over de seneste 16 år. I øvrigt er bidraget til de globale havstigninger fra smeltning af isen på Grønland kun nogle få millimeter per tiår.Afsmeltning af isen på Grønland og af gletsjere verden over er en følge af, at en meget kold periode på flere hundrede år, den lille istid, sluttede i 1800-tallet med en temperaturstigning, der kulminerede i perioden 1930-1950.