Klimafanatikere brænder kætterne på bålet

Menneskeheden står over for en masse udfordringer: Sult, fattigdom, dovenskab, forurening, stigende vandstande, analfabetisme, mere ekstreme vejrf...

_slettet_bruger_8193

02/02/2012

Menneskeheden står over for en masse udfordringer: Sult, fattigdom, dovenskab, forurening, stigende vandstande, analfabetisme, mere ekstreme vejrfænomener, finansiel ustabilitet, børnearbejde osv.

At fokusere på et af disse problemer, og prøve at gøre noget ved det, det er der ingen problemer i. Det er set mange gange før, at enkeltpersoner, virksomheder, stater, EU og FN adresserer et problem og forsøger at komme op med en løsning.

At blive religiøs omkring et problem, så dette virkelig optager dig, og du bruger meget af din egen tid og dine egne ressourcer på at bekæmpe dette problem – det er der i og for sig heller ikke noget problem i.

Lægen generer ingen ved at tage til Afrika og vaccinere et par børn i sin fritid. Ej heller kan det vække harme at en økolog bruger sine ressourcer på at købe kød fra kvæg, der har haft mere plads at gå på end de børnearbejdere, der har syet økologens sko.

Der hvor det kammer over er, når de religiøse bliver fanatiske og stirrer sig blinde på et problem.

Wikipedia kommer med denne definition på fanatisme:

'”Inspireret af en gud, drevet til vanvid”

Vanvid er det, når en person, stat eller organisation tager ét problem og får dét til at overskygge alt andet.

I dagens Danmark har skiftende grupper af klimafanatikere siddet på flertallet i folketinget. Man har gjort bekæmpelse af globalopvarmning alias stigende vandstande og mere ekstreme vejrfænomener til sin hovedprioritet.

Skiftende regeringer har haft en målsætning om ikke at udlede CO2, NOx, sprøjtegifte og andre stoffer, der kan ødelægge den økologiske balance.

Det er i og for sig udmærket med en sådan målsætning, der hvor kæden hopper af er, når man begynder at opkræve aflad fra folk, der ikke bekender sig til den rette tro (har en anden prioritering end regeringen). Man pålægger folk at betale tiende og brænder kættere på bålet.

Begår man synd, så er rationalet hos klimafanatikerne, at man skal betale aflad gennem en afgift for udledning af CO2 og NOx. Dette gavner ikke klimaet, men så er der penge i kassen.

Tiende kommer i spil når man ser på de generelle skatte- og afgiftstryk. Her kradses penge ind over en bred kam fra private og virksomheder, der skal støtte byggeriet af de nye katedraler: Vindmøllerne.

Ifølge filosoffen George Santayana, "består fanatisme i at øge dine bestræbelser når du har glemt dit mål."

Uden at skele til at globalopvarmning er et globalt problem, så beskatter man lokale veldrevne og relativt energieffektive virksomheder til at lukke. Det øger blot den globale udledning af CO2 og NOx, at produkterne nu skal produceres på fabrikker, der har en højere udledning pr. produceret enhed og at varerne skal transporteres over længere afstande. Dette er i sandhed skæmmende at regeringer på denne måde afbrænder kættere på bålet.

Kilde: