Jens Rohde overfaldet af rygere pga. kommentar om rygning i bil med børn

Forleden kom jeg for skade at skrive følgende på min facebook-profil: »Har lige set en dame storryge i sin bil, mens to børn sad på bagsædet

Afskaftopskattennu

10/03/2011

Forleden kom jeg for skade at skrive følgende på min facebook-profil:

»Har lige set en dame storryge i sin bil, mens to børn sad på bagsædet. For 25 år siden ville jeg ikke have skænket det en tanke. I dag fik jeg lyst til at gå hen og åbne døren, hive kvinden ud og save hendes fingre af med en dejskraber. Sjovt som tiderne forandrer sig - og een selv! Mon de sælger dejskrabere i Strasbourg?«

For en sikkerheds skyld satte jeg en smiley i slutningen. Rygning og trusler om dejskraber-tortur kan være en farlig cocktail, hvis den bliver taget alvorligt. Og det der med at blive taget alvorligt, når jeg prøver at være sjov, er noget, jeg kender alt for godt til. Den forgangne uges mediehysteri og Socialdemokraternes §20-spørgsmål til Statsministeren samt ejerskabet til det gode våben »missil« kommer ikke af ingenting. Naturligvis var der mange, som klikkede »synes godt om«.

Det er jo et politisk korrekt synspunkt, så de 107 klik på den knap var vel i dagens Danmark helt naturligt. Men så tog debatten ellers fart. Med 247 kommentarer blev tråden en af de absolut mest debatterede af samtlige mine facebook-opdateringer, og det plejer ellers normalt ikke at gå stille af.