Der er trængsel om betalingsringskadaveret. Som man kan se i denne artikel på dr.dk flokkes miljøorganistioner som f.eks. Danmarks Naturfredningsforening nu om rovet fra betalingsringen - dvs. at de fisker efter at få flere bilos-plagede københavnere til at betale kontingent.
Dette er blot et aktuelt eksempel på hvordan interesseorganisationer efterhånden som tiden går løsriver sig fra de erklærede formål og opnår autonomt liv, således at forstå, at de ansatte kommunikationsmedarbejdere griber efter ethvert halmstrå for at opnå synlighed i medierne - hvor søgt forbindelsen til organistaionens formål end måtte være.
Hvad bevæggrundene kan være, vil jeg ikke lægge mig fast på. Det kunne være ærlig ensporethed, der genser 'sagen' i alle aspekter af samfundslivet, eller det kunne være et simpelt krav til pressemedarbejderen om at få produceret noget, dvs. få omtale i avisen. Bagved ligger vel imidlertid håbet om at 'sagens' fremme og at opnå flere bidrag fra borgere hvis sag man hævder at kæmpe. Men det man i virkeligheden - bevidst eller ubevidst - gør, er ofte bare at søge vækst for organisationen selv, snarere end at fremme den oprindelige sag, der med tiden nemt forsvinder i strømmen af presse-spin-spam.
Som medlem af en interesseorganisation, et parti eller som støtte for en hjælpeorganisation bør man konstant være opmærksom på at udbalancere de mekanismer der trækker organisitionen i retning af at blive en magtbase for personlige interesser eller - næsten endnu værre, fordi det er sværere at genkende - en autonom ingeninteresseorganistion.
