Liberal Alliance afholdt i weekenden et landsmøde, der på alle måder var en tordnende succes set med liberale øjne.
For det første: Budskabet fra landsmødet - fra samtlige talere - var, at politik ikke er løsningen på de problemer, Danmark står over for - politik er selve problemet. Ingen gjorde sig illusioner om, at der vil komme noget godt ud af, at lade politikerne opkræve og bruge flere af borgernes penge, og ingen krævede lovindgreb mod dit og mod dat, bare for at foregive handlekraft. Hvilken afveksling i forhold til samtlige andre partier! I stedet var fokus på mindre stat, mere privat, mindre lovgivning, mere frihed, mindre socialisering, mere personligt ansvar - over hele linjen.
For det andet: Dette budskab havde man samlet ikke mindre end 1.300 mennesker som publikum til. De 1.000 var medlemmer eller medlemmers ledsagere og i et par timer i løbet af dagen kom så også 300 gæster til, inviteret af en annonce i Berlingske Tidende dagen før. 300 ikke-medlemmer, til et partimøde, med én dags varsel! Utvivlsomt sad flere af de deltagende midt i dette scenarie og kneb sig selv i armen - ja, det var virkelig det samme parti, som for godt et år siden havde en halv procents tilslutning i meningsmålingerne og blev betragtet som en vits blandt de politiske kommentatorer.
LA-toget kører, og det accelerer hele tiden. Ude på skinnerne står de andre partier og kigger ned i jorden, og sparker rundt med nogle småsten for adspredelsens skyld. Ingen kigger bagud, hvor toget kommer fra.
Vil de andre partier på et tidspunkt begynde at sætte i løb, så de kan hoppe på toget i farten? Vil de springe til side, så de i det mindste ikke kommer til skade? Eller vil de simpelhen blive ramt uden chance for at opdage, hvad der ramte dem?
