LEDER: "Kvindefamilier". Dem har vi vist ikke hørt om før, men det skulle ifølge Information være det nye fede. Enlige kvinder med deres børn flytter simpelthen sammen i bofællesskaber og hjælper hinanden med pasning m.m., så de nemmere kan få hverdagen til at fungere, selvom de ikke er i en traditionel kernefamilie med en far, der kan gøre sit i hverdagen. Det lyder praktisk og også hyggeligt - i stedet for kun at være sig selv.
Men taber børnene ikke noget ved kun at være omgivet af kvinder? Supplerer mænd og kvinder trods alt ikke hinanden meget godt i børneopdragelsen i de fleste familier? Har mænd virkelig slet ikke nogen funktion, som selv nok så mange kvinder i et bofællesskab ikke kan varetage?
Parterapeuten Martin Østergaard udtrykte for nylig, hvad mange forældre på egen hånd har oplevet:
Han mener, at mænd er mere old-school i deres opdragelse med en hakkeorden, hvor børnene bare skal gøre, som der liver sagt. Mødrene er til gengæld mere indstillede på at tage en diskussion med barnet og forhandle sig frem til et kompromis.
[...]
"Faktisk er det bedst sådan. Det er med til at udvikle barnet og gøre det stærkt, at I har forskellige metoder. Det er med til at lære barnet, at det har flere handlemuligheder i livet [...]"
Når mor alligevel ikke er sammen med far, så kan det selvfølgelig i udgangspunktet være lige meget, om hun lever sammen med andre kvinder eller lever for sig selv. Men hun kunne jo også være blevet sammen med far. Eller have fundet en ny mand.
Alle skal naturligvis kunne vælge selv. Der skal ikke være "kernefamilietvang". Men den gamle kernefamilie blev bl.a. holdt sammen af det forhold, at mændene ikke kun udfyldte en funktion i forhold til børnenes opdragelse, men også som tilvejebringere af de ønskede materielle levevilkår. Det var mandens mest synlige opgave i familien - at han var et skaffedyr. Det var også mange kvinders rationale for at ville leve sammen med ham, selvom han ved gud ikke var hverken god til at indrette hjemmet, passe pjevsede børn eller huske at hænge julepynt op. Som et positivt biprodukt afstedkom det imidlertid, at manden også var der, når børnene skulle lære at opføre sig ordentligt uden forudgående forhandlinger ... bare fordi! Også selvom mor hellere ville have lokket med en kage.
Sådan er det ikke i dag, læser man i Information:
Kvinder i dag kan vælge, fordi de er blevet økonomisk uafhængige, forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen.
Uafhængige af hvem? Ifølge Velfærdskommissionen (side 381, nederste afsnit) er det som helhed stadig mændene, der skaffer goderne. Nu bare med velfærdsstaten som omfordeler - fra mænd til kvinder. Og så altså med den konsekvens, at kvinder med statstilskud kan fravælge mænd i deres daglige liv og som tilstedeværende figurer i børnenes liv - danne kvindefamilier i stedet. Er det virkelig godt? For hvem?
