LEDER:
"Forestillingen om, at journalister generelt udøver en slags 'femte kolonne-virksomhed' og i medierne illegitimt viderebringer deres egne, personlige og venstreorienterede synspunkter, er det vel sagtens mest vedholdende og prominente tema i den danske mediedebat overhovedet."
Sådan skriver en gruppe danske samfundsforskere fra Syddansk Universitet, som har set nærmere på sagen, i Berlingske Tidendes kronik torsdag. Og efter nogle mellemregninger konkluderer de herefter:
"Vi kan således afvise forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik. Den er en myte uden hold i virkeligheden."
Nåda! Det var alligevel fantastisk, men kan det nu også passe? Nej, det kan det ikke. Forskerne har nemlig ikke undersøgt om "journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik", og derfor kan de naturligvis heller ikke påstå, at det ikke er tilfældet. For de har alene undersøgt, hvordan Danmarks Radio og TV 2 behandler de politiske partier: Hvor meget taletid partierne får, og hvordan "tonen" er i dækningen af partierne.
Men den borgerlige kritik af de røde journalister og deres farvede journalistik har i hvert fald i nyere tid ikke primært gået på en forskelsbehandling af partierne. Faktisk er det kun Jyllands-Postens kommentator, Ralf Pittelkow, som har hævdet, at en sådan forskelsbehandling skulle finde sted. Resten af den borgerlige mediekritik har gået på valg af historier, vinklinger og problemstillinger, som journalisterne tager op.
Et eksempel: Hvis pressen, herunder DR og TV 2, så godt som aldrig problematiserer, at der bruges for mange skattekroner i det offentlige, men næsten udelukkende gør det til et problem, at der bruges for få skattekroner på udvalgte områder, så er der tale om en politisk slagside. Journalisterne arbejder til fordel for mere offentligt forbrug, som er en traditionel venstreorienteret dagsorden, og de arbejder imod en borgerlig dagsorden om, at pengene i virkeligheden ligger bedst i borgernes lommer.
Når man ikke undersøger, hvilke politiske dagsordener journalisterne fremmer, så kan man selvsagt heller ikke konkludere, at journalisters personlige politiske ståsted ikke farver deres journalistik. Det eneste, man kan konkludere, når man laver en undersøgelse som den aktuelle, er, at sol og vind tilsyneladende deles lige, når Danmarks Radio og TV 2 dækker de politiske partiers arbejde på Christiansborg.
Den journalistiske dækning af den ret betydelige del af verden, som findes uden for Christiansborgs mure, ved forskerne ikke mere om end alle vi andre, og derfor bør de naturligvis afholde sig fra at udsende bombastiske konklusioner, som de ikke har belæg for, om den.
"Forestillingen om, at journalister generelt udøver en slags 'femte kolonne-virksomhed' og i medierne illegitimt viderebringer deres egne, personlige og venstreorienterede synspunkter, er det vel sagtens mest vedholdende og prominente tema i den danske mediedebat overhovedet."
Sådan skriver en gruppe danske samfundsforskere fra Syddansk Universitet, som har set nærmere på sagen, i Berlingske Tidendes kronik torsdag. Og efter nogle mellemregninger konkluderer de herefter:
"Vi kan således afvise forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik. Den er en myte uden hold i virkeligheden."
Nåda! Det var alligevel fantastisk, men kan det nu også passe? Nej, det kan det ikke. Forskerne har nemlig ikke undersøgt om "journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik", og derfor kan de naturligvis heller ikke påstå, at det ikke er tilfældet. For de har alene undersøgt, hvordan Danmarks Radio og TV 2 behandler de politiske partier: Hvor meget taletid partierne får, og hvordan "tonen" er i dækningen af partierne.
Men den borgerlige kritik af de røde journalister og deres farvede journalistik har i hvert fald i nyere tid ikke primært gået på en forskelsbehandling af partierne. Faktisk er det kun Jyllands-Postens kommentator, Ralf Pittelkow, som har hævdet, at en sådan forskelsbehandling skulle finde sted. Resten af den borgerlige mediekritik har gået på valg af historier, vinklinger og problemstillinger, som journalisterne tager op.
Et eksempel: Hvis pressen, herunder DR og TV 2, så godt som aldrig problematiserer, at der bruges for mange skattekroner i det offentlige, men næsten udelukkende gør det til et problem, at der bruges for få skattekroner på udvalgte områder, så er der tale om en politisk slagside. Journalisterne arbejder til fordel for mere offentligt forbrug, som er en traditionel venstreorienteret dagsorden, og de arbejder imod en borgerlig dagsorden om, at pengene i virkeligheden ligger bedst i borgernes lommer.
Når man ikke undersøger, hvilke politiske dagsordener journalisterne fremmer, så kan man selvsagt heller ikke konkludere, at journalisters personlige politiske ståsted ikke farver deres journalistik. Det eneste, man kan konkludere, når man laver en undersøgelse som den aktuelle, er, at sol og vind tilsyneladende deles lige, når Danmarks Radio og TV 2 dækker de politiske partiers arbejde på Christiansborg.
Den journalistiske dækning af den ret betydelige del af verden, som findes uden for Christiansborgs mure, ved forskerne ikke mere om end alle vi andre, og derfor bør de naturligvis afholde sig fra at udsende bombastiske konklusioner, som de ikke har belæg for, om den.
