LEDER: Regeringen tabte onsdag reformdagsordenen på gulvet med sit overforsigtige nye arbejdsgrundlag. Det er der fire grunde til:
1. Når regeringen ikke vil bruge de kommende halvandet år på at overbevise danskerne om, at der skal gennemføres reformer, som batter, når det handler om at få det nødvendige seks-cifrede antal danskere væk fra passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, så vil det heller ikke ske i valgkampen.
2. I valgkampen vil Socialdemokraterne forsikre, at de ikke vil pille ved hverken efterlønnen eller dagpengeperiodens længde, og de vil afkræve regeringspartierne svar på, om de kan give samme garanti.
3. Regeringspartierne vil i valgkampen føle sig pressede til at give de samme garantier som Socialdemokraterne for ikke at miste forandringsangste midtervælgere, som de ikke kan overbevise om nødvendigheden af reformer i løbet af tre ugers valgkamp.
4. Efter valget vil ingen af partierne turde ende som centrum i en løftebrudsdebat af samme slags, som ramte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og derfor vil de ikke gennemføre de krævede arbejdsmarkedsreformer.
Regeringen havde én mulighed for at rykke ved den ødelæggende stilstandspolitik, nemlig da den skulle fremlægge sit nye arbejdsprogram. Programmet skulle, hvis regeringen havde ambitioner om at løse velfærdsdanmarks finansieringsproblemer, have været brugt som løftestang for en debat, der for befolkningen kunne vise, at oppositionen ikke er sig det ansvar bevidst, som kræves for at stå i spidsen for landet. Regeringen skulle have præsenteret sig selv som det reformorienterede valg med oppositionspartierne i rollen som populistiske slendrianer.
Men regeringen havde ikke stor nok tiltro til sine egne evner som forkyndere af økonomisk sund fornuft. Nu venter afgrundens rand.
1. Når regeringen ikke vil bruge de kommende halvandet år på at overbevise danskerne om, at der skal gennemføres reformer, som batter, når det handler om at få det nødvendige seks-cifrede antal danskere væk fra passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, så vil det heller ikke ske i valgkampen.
2. I valgkampen vil Socialdemokraterne forsikre, at de ikke vil pille ved hverken efterlønnen eller dagpengeperiodens længde, og de vil afkræve regeringspartierne svar på, om de kan give samme garanti.
3. Regeringspartierne vil i valgkampen føle sig pressede til at give de samme garantier som Socialdemokraterne for ikke at miste forandringsangste midtervælgere, som de ikke kan overbevise om nødvendigheden af reformer i løbet af tre ugers valgkamp.
4. Efter valget vil ingen af partierne turde ende som centrum i en løftebrudsdebat af samme slags, som ramte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og derfor vil de ikke gennemføre de krævede arbejdsmarkedsreformer.
Regeringen havde én mulighed for at rykke ved den ødelæggende stilstandspolitik, nemlig da den skulle fremlægge sit nye arbejdsprogram. Programmet skulle, hvis regeringen havde ambitioner om at løse velfærdsdanmarks finansieringsproblemer, have været brugt som løftestang for en debat, der for befolkningen kunne vise, at oppositionen ikke er sig det ansvar bevidst, som kræves for at stå i spidsen for landet. Regeringen skulle have præsenteret sig selv som det reformorienterede valg med oppositionspartierne i rollen som populistiske slendrianer.
Men regeringen havde ikke stor nok tiltro til sine egne evner som forkyndere af økonomisk sund fornuft. Nu venter afgrundens rand.
