Erhvervsmand på tiggebesøg hos SF

LEDER: I stedet for at beklage sig over, at Novozymes adm

obo

02/05/2010

LEDER: I stedet for at beklage sig over, at Novozymes adm. direktør, Steen Riisgaard, som ledende erhvervsmand har holdt en tale på SF's landsmøde, burde skatteminister Troels Lund Poulsen have kritiseret talens indhold. Generelt - men ikke i det konkrete tilfælde - kan SF'ere kun blive klogere af at lytte mere til, hvad folk i det private erhvervsliv har på hjerte om indretningen af de politiske systemer. Derfor vil det kun være glædeligt, hvis næste års landsmøde i SF bliver besøgt af en erhvervsleder, der kan fortælle om de mest udbredte holdninger blandt sine kolleger til emner som f.eks. skat, den offentlige sektor og alle overførselsindkomsterne.

Der kommer dog sjældent noget godt ud af at lytte til erhvervsfolk fra industrier, der ønsker flere offentlige subsidier til lige netop deres virksomhed, og det var så desværre en sådan type erhvervsmand, som SF havde inviteret til at komme. Som Politikens erhvervskommentator, Niels Lunde, så præcist har redegjort for, så var Steen Riisgaards dagsorden på SF-landsmødet dette ene: Send flere af skatteydernes penge - til Novozymes.

Det var derfor en erhvervsmand, som SF'erne kunne forstå og klappe af på deres landsmøde. Steen Riisgaards tale var stort set ikke til at adskille fra den, som en typisk offentlig ansat folkesocialist selv lirer af ved det mindste lille tryk på maven, når samtalen drejes hen på deres arbejdsplads. "Åh, vi kunne gøre så meget godt, blot vi dog bare kunne få bevilget et større budget fra kommunen/regionen/staten ..."

Alt for mange mennesker er villige til at krybe og kravle for milde gaver fra politikerne, og i erhvervslivet har man bestemt også sin andel af bemeldte typer. Problemet for Troels Lund Poulsen er naturligvis, at han som Venstre-minister ikke kan kritisere dette tiggeri efter andre folks penge, for der går formentlig ikke mange måneder, før Poulsens egen regering selv beslutter sig for at lukke munden på Steen Riisgaard med en check. Valget banker jo så småt på døren.

Kilde: