LEDER: Hvis man kan fæste tillid til briternes nye system for testning af ansøgere om førtidspension, så fortæller afvisningen af tre ud af fire ansøgere en historie, som også herhjemme er ilde hørt. En standardfrase fra førtidspensionssystemets mest blåøjede forsvarere er nemlig, at ingen har lyst til at blive udstyret med en førtidspension helt indtil folkepensionsalderen, med mindre de da virkelig har brug for det.
Det britiske eksempel afslører, at det mildest talt ikke er sandt.
Masser af mennesker oplever det som en befrielse aldrig at skulle bekymre sig om at arbejde mere. Ingen stiller krav om, at man skal møde på et bestemt tidspunkt om morgenen, man har masser af fritid, og førtidspensionen er højere end en kontanthjælp. For nogle er førtidspensionen derfor et ganske attraktivt tilbud.
I gamle dage var man mere ærlig om den fristende arbejdsfrihed. Dengang det var overklassen, som kunne nyde den, mens alle andre måtte slide og slæbe, herskede der ingen tvivl om, at fri forsørgelse uden arbejdspligt var en luksus, som mange mennesker stræbte efter.
I dag hvor mange lavt lønnede kun opnår en lille økonomisk fremgang ved at være i arbejde fremfor at være ledig eller på førtidspension, vil især venstrefløjen gerne bilde os ind, at arbejdsfrihed er et indlysende personligt onde, som enhver, der ellers oplever den offentlige forsørgelse som et økonomisk konkurrencedygtigt alternativ til arbejde, allerhelst vil ud af.
Dovenskab er den syvende dødssynd ifølge gammel kristen lærdom. Ifølge venstrefløjen er lavt lønnede - modsat alle andre - immune over for netop denne synd.
