LEDER: Euroen er i krise, for Den Europæiske Centralbank (ECB) ligger inde med statsobligationer, som den har opkøbt til støtte for gældsplagede lande som Grækenland, Portugal og Irland. Går et eller flere af disse lande fallit, eller mister deres statsobligationer i stort omfang værdi, så kan selveste ECB gå neden om og hjem - medmindre eurozonens medlemslande bakker op med penge fra deres respektive skatteydere. Sådan lyder analysen fra bl.a. cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.
Ethvert rationelt tænkende menneske kan i den situation kun tænke, at Danmark ikke skal melde sig ind i klubben og derved påtage sig et medansvar for at redde euro-landene ud af den krise, som de selv har skabt. Hvorfor skulle vi dog det? Flertallet af de danske vælgere har af to omgange sagt nej til, at Danmark skulle med i projektet, og nogle af nej-sigerne gjorde det faktisk, fordi de anså projektet for at være økonomisk usikkert. Det har vist sig at være rigtigt.
De Konservative har imidlertid gennem mange år ikke være ledet af rationelle mennesker, men borgerlige vælgere kunne dog have en forhåbning om, at det skulle blive anderledes med Lars Barfoed. I euro-spørgsmålet har det ikke vist sig at være tilfældet, for i Det Konservative Folkepartis desperate jagt på holdningsmæssige nicher, har den nye formand nu besluttet, at partiet skal være det mest euro-begejstrede, og han kræver derfor dansk medlemskab af euroen indenfor et år.
Ja, selvfølgelig. Og hvis man kunne være steget ombord på Titanic i samme sekund, isbjerget blev synligt for kaptajnen, så skulle man da også have gjort det. Jo flere der går ned, desto bedre en historie, ikke sandt?
Eller også skal man i stedet bare glæde sig over, at vælgerne ser med større fornuft på euroen end de Konservative. Selv hvis det skulle lykkes for Barfoed at overtale Venstre til, at folkeafstemningen om euro-forbeholdet skal afholdes, så vil det efter alt at dømme blot resultere i et nej igen - for tredje gang.
Men så gik der jo tid med det.
