Kommission har fundet den rapport, som daværende PET-chef Per Larsen i 1986 fik om Blekingegadebanden.
Næsten tre år før pågribelsen af Blekingegadebanden advarede en analytiker i Politiets Efterretningstjeneste i skarpe vendinger sin ledelse om gruppens kriminelle aktiviteter.
I august 1986 afleverede analytikeren sin rapport, som blev videregivet til den daværende operative chef i PET, Per Larsen.
Rapporten er væsentlig for den kommission, som nu forsøger at afklare, om PET holdt oplysninger tilbage for det åbne politi med den virkning, at banden blev pågrebet for sent.
Det kom tydeligvis bag på kommissionen, da analytikeren under en afhøring i februar fortalte om sin rapport. Landsdommer Jens Rosenløv og de øvrige medlemmer kendte ikke til materialet.
Rapporten dukkede op onsdag
Efter en del undersøgelser er dokumentet nu dukket op blandt de cirka 200.000 sider, som kommissionen ligger inde med.Oplysningen om fundet af rapporten er kommet frem onsdag under en fornyet afhøring af den tidligere analytiker.
I meget klart sprog skrev han i august 1986, at gruppen sandsynligvis havde begået flere grove røverier.
Gruppen blev beskrevet som »særdeles professionel og veltrænet« - og at den var parat til at begå flere røverier for at skaffe penge til terrororganisationen PFLP.
Analytikerens rapport blev givet videre til Per Larsen.
»Jeg mødte Per Larsen en uges tid efter. Han sagde, at han ikke havde fået læst den endnu«, sagde analytikeren, en nu pensioneret kriminalassistent, onsdag.