Fremmed hjemmerøver slog kvinde med askebæger

En beslutning om at lukke en fremmed mand ind i sin opgang endte mandag aften i et groft hjemmerøveri for en 78-årig kvinde i Brønshøj

Jesper Ørsted

02/11/2010

En beslutning om at lukke en fremmed mand ind i sin opgang endte mandag aften i et groft hjemmerøveri for en 78-årig kvinde i Brønshøj. Da røveren først er inde i lejligheden tvinger han den ældre kvinde til at aflevere de smykker, hun har på sig, og han spørger samtidig, hvor hun har sine penge. Episoden eskalerer til vold. "Hun gør modstand og stritter imod og bliver slået flere gange i ansigtet med et glasaskebæger. Han tager også kvælertag på hende," forklarer Claus Vinther. Røveren lukker efterfølgende kvinden inde i lejlighedens soveværelse, hvor han afmonterer dørhåndtaget, så hun ikke kan komme ud. Men da det er en stuelejlighed springer kvinden efterfølgende ud af vinduet og kontakter sin søn, der får fat i politiet. Politiet leder nu efter en mand på mellem 30 og 40 år med kort mørkt hår og mørke øjne. Manden var spinkel af bygning, bar en sort jakke, sorte bukser og en grå kasket. Ifølge politiet talte manden gebrokkent dansk, og han er muligvis af østeuropæisk af oprindelse.