Det liberale frihedsbegreb er det negative, der handler om at være fri for andre menneskers aktive og bevidste fysiske tvang eller trusler til at handle eller ikke handle, og det frihedsbegreb hænger snævert sammen med privat ejendomsret
Negativ frihed handler nemlig ikke om grader af valgfrihed, eller om hvorvidt ens effektive handlemuligheder er begrænsede eller ej, men derimod om hvorvidt begrænsningerne er legitime eller ej: ”Other people’s actions place limits on one’s available opportunities. Whether this makes one’s resulting action non-voluntary depends upon whether these others had the right to act as they did,” Nozick (1974, 262).
Nogle menneskelige restriktioner er legitime, andre er ikke, og så længe restriktioner udspringer af, at mennesker håndhæver deres private ejendomsret, så er deres handlinger legitime, også selv om de derved begrænser andres valgmuligheder. Det er legitimt at organisere en boycot mod en forretning, selv om det fører til konkurs, men det er ikke legitimt fysisk at hindre andre i at handle i eller med forretningen.
Der er derfor en nær sammenhæng mellem negativ frihed og privat ejendomsret, og negativ frihed kan også defineres som fravær af andres forsætlige krænkelse af ens ejendomsret i bred forstand: ”the absence of physical interference with an individual’s person and property, with his just property rights broadly defined,” Rothbard (1982, 216).
Negativ frihed og markedsanarkisme
Det negative frihedsbegreb er meget simpelt at anvende i et samfund, der 100 pct. er baseret på privat ejendomsret, fordi spørgsmål om frihed kan reduceres til spørgsmål om privat ejendomsret, og der finder ikke nogen afledte ejendomsretskrænkelser sted som følge af andre personers legitime håndhævelse af deres private ejendomsret.
Helt så enkelt forholder det sig ikke, når der er en stat med en intensiv regulering og masser af positive rettigheder.
Bånd mellem friheder i samfund med stat
I virkelighedens verden vil der ofte være ”bånd” (trade-off) mellem forskellige former for frihed, så begrænsningen af en gruppes frihed fører til mere frihed for en anden gruppe. Som et lidt kuriøst eksempel, så blev alkoholforbuddet i USA mellem 1919 og 1933 støttet af mange feminister, fordi begrænsninger på mændenes drikkeri beskyttede kvinderne mod hustruvold.
Der er talrige mere nærliggende eksempler på sådanne bånd mellem friheder, hvor begrænsningen af en friheden for én gruppe af borgere, kan øge friheden for andre.
Hvis tilførslen af 1 mia. kr. mere til politiet opkrævet med nye skatter vil føre til et fald i personfarlig kriminalitet, så må hensynet til at sikre borgernes liv, frihed og ejendom afvejes mod det indgreb i den personlige frihed, som højere skatter er.
Terrorlovgivningen medfører en intensiv overvågning og kontrol, der udgør en trussel mod privatlivets fred, brevhemmeligheden (elektronisk) og den personlige frihed. Men hvad nu hvis terrorlovgivningen faktisk virker og hindrer voldelige overgreb på andre? I så fald er der tale om en afvejning mellem et lille men sikkert indgreb i den personlige frihed i forhold til et stort, men til gengæld usikkert indgreb.
Det er fuldt ud rationelt at foretage den slags afvejninger og afhængig af ens risikoaversion og vurdering af gener ved tab af privatliv hhv. risiko for at blive udsat for terrorangreb, kan ens vurdering falde forskelligt ud. Det vil være subjektivt, og der findes ikke nogen måde, hvorpå man generelt kan foretage en afvejning mellem den slags friheder.
De fleste bånd mellem friheder knytter sig til positive rettigheder i velfærdsstaten. Begrænsning af indvandringen kan siges at krænke ”retten” til frit at krydse grænser, men omvendt kan sådanne begrænsninger beskytte statsborgerne i det pågældende land mod at blive højere beskattet, såfremt tilvandrerne er nettomodtagere fra velfærdsstaten, og mod personfarlig kriminalitet, såfremt kriminaliteten blandt indvandrere som gruppe er højere end blandt danskere.
Andet steds har jeg argumenteret for et andet trade-off, nemlig at EU udgør en så væsentlig trussel mod vores frihed (og velstand), at Danmark bør træde ud af Schengen-samarbejdet for at modarbejde udviklingen hen imod en ”stadig snævrere union”, også selv om det koster frihed i form af tidsspilde ved en grænsekontrol. Man kan være uenig i min afvejning af de to hensyn, men der er et trade-off, og i virkelighedens verden kan man sjældent se partielt på negativ frihed uden at se på alle de afledte konsekvenser i et gennemreguleret samfund.
At acceptere begrænsninger på nogle friheder for at sikre andre friheder er på den anden side en ekstrem farlig form for argumentation, der kan misbruges til at forsvare alverdens frihedsbegrænsende indgreb, eksempelvis når forbudsivrige politikere vil forbyde rygning og alkoholindtagelse, fordi skatteyderne betaler for alle følgesygdommene. Argumentationen holder vand, der er et sådant bånd mellem forskellige friheder, for hvis nogen ryger og drikker hæmningsløst, så vil de ende med at koste skatteborgerne penge, der bliver indkrævet ved tvang.
Jeg køber ikke selv det argument af flere grunde, men sagen er, at der findes ikke noget grundlæggende liberalt princip for at foretage den afvejning, når spørgsmålet om frihed ikke kan reduceres til et simpelt spørgsmål om ejendomsret, for hvis ejendomsret skal beskyttes? Skatteborgernes ret til frugterne af deres eget arbejde eller borgerens ret til at bestemme over eget liv? Det er let nok at benægte forudsætningen for spørgsmålet og hævde, at i den ideelle verden bla bla bla, og det er jeg enig i, men det er stadig ikke et svar på det givne spørgsmål: Hvordan foretage en afvejning mellem forskellige friheder, når indskrænkningen af en gruppes frihed fører til øget frihed for en anden gruppe?
Sammenfatning
Uden for det markedsanarkistiske samfund, hvor negativ frihed ikke er andet end legitim udøvelse af ens private ejendomsret, vil der typisk eksistere bånd mellem forskellige former for frihed eller mellem frihed for forskellige grupper i samfundet.
Det bliver man nødt til at medtænke, hvis man har som mål at sikre den personlige frihed bedst muligt. Det duer ikke at se partielt på negativ frihed og kun fokusere på den isolerede effekt af en begrænsing af friheden ét sted uden at se på de afledte konsekvenser i et gennemreguleret samfund. At polit og retsvæsen, der begrænse kriminaliteten, finansieres med tvangsopkrævede skatter, er måske det bedste eksempel på et sådant bånd mellem forskellige friheder.
Problemet er, der findes ikke noget liberalt grundlag for at foretage en afvejning mellem forskellige friheder, når det ikke kan reduceres til et spørgsmål om en legitim håndhævelse af privat ejendomsret. Enhver afvejning bliver derfor subjektiv og vil afhænge af ens risikoaversion og tilstand i livet/samfundet.
