Det er hårrejsende at læse, hvor vidt EU er villig til at gå, når det kommer til såkaldt corporate governance, eller på dansk kort og godt selskabsledelse. Man får en fornemmelse af, at børsnoterede selskaber er reguleret ned i mindste detalje, men så subtilt, at det let kunne undslippe ens opmærksomhed.
I går offentliggjorde Komitéen for god selskabsledelse, som er nedsat af Økonomi- og erhvervsministeriet, sit høringssvar til EU-Kommissionens debatoplæg om corporate governance.
Komitéen for god selskabsledelse (Komitéen) er såkaldt uafhængig, men det er måske relevant at vide, at medlemmerne jf. vedtægterne udpeges af Økonomi- og erhvervsministeriet og omkostningerne til arbejdet afholdes af Erhvervs- og selskabsstyrelsen. Komitéen arbejder med soft law, som altså er, hvad man benævner anbefalinger for god selskabsledelse. I vedtægterne fremgår det dog, at ”anbefalingerne opnår bedre forankring, såfremt de tillige gennemføres i regler udstedt af de regulerede markeder (...)”. Således kan det tolkes at Komitéen bestemt ikke er fjendtligt indstillet overfor hard law, altså decideret regulering og lovgivning om god selskabsledelse.
Det er naturligvis på sin vis befriende at læse, at Komitéen i sit høringssvar til EU overordnet set frabeder sig yderligere regulering fra EU, når den overnationale foreslår ting som eksempelvis:
- Yderligere et reguleringsregime, således at også virksomheder, der ikke er børsnoterede, skal begaves af bureaukratiet med gode råd om virksomhedsledelse
- Regulering af bestyrelsens sammensætning for så vidt angår elementer, der synes fuldstændigt tilfældige og sandsynligvis er politisk begrundede. De elementer, hvortil EU ønsker sig større diversitet er følgende: faglige kompetencer, nationalitet og køn
- Begrænsning af antallet af bestyrelsesposter man må besidde
- Overvågende enheder, der skal have myndighed til at kontrollere den ”informative kvalitet” af selskabernes rapportering om selskabsledelse og tilhørende myndighed til at kræve yderligere forklaring
Som skrevet afviser den danske komité glædeligvis flere af spørgsmålene (25 ialt) fra EU og også flere gange med henvisning til, at yderligere regulering vil pådrage selskaberne urimelige administrative byrder. Mange af de forslag EU stiller er endvidere allerede reguleret i dansk lov, nogle endda som følge af Komitéens anbefalinger, angives det i høringssvaret.
Hvordan ser det så rent faktisk ud med Komitéens anbefalinger? Er de gode for god selskabsledelse? Det er ikke umiddelbart muligt på Komitéens egen hjemmeside at finde et svar. Her beskæftiger man sig tilsyneladende udelukkende med, hvorvidt selskaberne rent faktisk følger anbefalingerne. Og det er vel ikke succeskriteriet i sig selv?
Arbejde, som det der udføres af Komitéen for god selskabsledelse, er til gengæld i vid udstrækning baseret på myter om, hvad der faktisk er relevant for selskabsledelse. Det fastslår et nyligt notat fra Stanford Graduate School of Business, som samtidig afliver nogle af disse myter. Forfatterne baserer notatet på research udført til bogen Corporate Governance Matters om samme emne. Mens denne naturligvis er foretaget i amerikansk regi, kan man måske alligevel forsøge sig med en sammenligning:
- Den mest relevante myte er måske, at såkaldt best practices skulle være løsningen på god selskabsledelse. Dette viser sig ikke at holde stik i diverse undersøgelser. Ifølge Komitéens anbefalinger anviser den via sin soft law, altså anbefalingerne, netop best practice for god selskabsledelse.
- En anden myte er, at bestyrelsens sammensætning altid bestemmer bestyrelsens kvalitet. Forskning viser dog i vid udstrækning, at faktorer så som formandens uafhængighed, medlemmers engagement i andre bestyrelser, bestyrelsens størrelse og mangfoldighed (diversitet) ikke har nogen nævneværdig betydning for kvaliteten af selskabsledelse. Komitéen for god selskabsledelse har anbefalinger omkring flere af disse faktorer.
- Det er også en myte, at regulering forbedrer selskabsledelse. Det konkluderes på baggrund af to stykker omfattende amerikansk lovgivning om selskabsledelse. Undersøgelser af sådanne forhold må naturligvis tage udgangspunkt i specifik lovgivning, og derfor kan konklusionen ikke uden videre overføres til danske forhold. Faktum er dog, at Komitéen, som nævnt tidligere, tilsyneladende ikke er fjendtligt stemt overfor regulering, også i tilfælde, hvor den såkaldte selvregulering ikke er tilstrækkelig.
I samtaler om førnævnte bog angiver forfatterne, at det der overraskede mest var, hvor lidt indflydelse forskningen egentlig har haft på ledelsespraksis. De såkaldte Blue Ribbon Panels, som Komitéen eksempelvis er, drøfter sjældent den forskning, der burde være relevant for deres anbefalinger. Det er overraskende, mener forfatterne, siden disse enheder ofte er besat af ”tydeligvis kendte mennesker, [som er] meget kloge og meget succesfulde”.
Lad det være et åbent spørgsmål, hvad kvaliteten er af de anbefalinger, der kommer indirekte via myndighederne. Tilsyneladende gør Komitéen sig i en vis udstrækning skyldig i at basere sit arbejde på nogle af de myter, der er identificeret af amerikanske forskere.
Hvad der så egentlig ligger til grund for anbefalingerne, kan man kun gisne om. Corporate governance handler om, hvordan ejeren af finansiel kapital sikrer sig, at den, der forvalter kapitalen, ikke misbruger sit mandat. Det er således et anliggende mellem ejer og ledelse. Hvad har nationale såvel som overnationale myndigheder at byde på i denne forbindelse andet end politiske overvejelser?
