DONG sagen ruller.
En sag der har den sædvanlige umiskendelige lugt af skatteplyndring af borgere og virksomheder.
En sag der handler om hvordan skiftende regeringer helt som sædvanligt ignorerer 'impacten' på de virksomheder og borgere der i et ægte monopol-marked tvinges til at købe alt for dyre ydelser (her: Energi) af den 'kære stat'...
Målet er at den 'kære stat' bliver i stand til at vokse sig endnu større. Alle midler tages i brug.
I dette tilfælde er 'midlet' at statskoncernen vokser sig udover grænserne i en international ekspansions satsning i havmølle segmentet.. Lokale udbydere af vindmølleparker kan underbydes fordi disse ikke har danske overpris-monopol-kroner i ryggen.
Den internationale satsning kalder på dyrt betalte chefer og rådgivnings eksperter. Intet problem. Vi sender bare regningen videre til kunderne i monopol-butikken..
Lyder det bekendt? Sådan som i DSB first? Sådan som i fiber-eventyret som ingen privat udbyder uden monopol-kroner i ryggen kunne lave en fornuftig business case på?
MORALE Nr1: De offentlige virksomheder burde underlægges en 'skomager-bliv-ved-din-læst'-klausul.
Derfor bliver det interessante i DONG sagen efter min mening ikke om Eldrup stikker af med 6 eller 17 mio. Intet rager mig mindre...
Det interessante bliver at finde ud af om det var Eldrup eller betyrelsen der forsøgte at bremse det internationale cash-burn af danske monopol-kroner, for det er den oplysning der fortæller hvem der er den virkelige skurk i sagen. Bestyrelsen eller ledelsen...
Så har sagen lige en afstikker over til privatisering (salg og børsnotering) af offentlige virksomheder, når man skal forsøge at forstå selskabernes internationale satsninger.
Når politikere begynder at overveje privatiseringer er der basalt set 3 modeller de kan bruge:
1) TDC og forsyningssektor modellen, hvor forbrugernes overbetaling kombineret med et monopolistisk marked giver en oppustet markedsværdi i de statslige selskaber. Denne oppustede værdi scorer staten så ved et salg eller en børsnotering som en slags camoufleret skattestigning.
2) Statens Bilinspektion modellen, hvor det statslige selskab sælges samtidig med at monopolet ophæves. Denne model sikrer staten et solidt provenue, der nok er mindre end det i model 1. - Men samtidig sikrer markedskræfterne at forbrugerne ikke kommer til at betale for det solgte selskabet 2 gange. (1 gang til staten, og en gang til køberen) men kan vælge en billigere/bedre leverandør.
3) Udliciteringsmodellen, som ophæver monopol-agtige tilstande ved at konkurrenceudsætte de offentlige virksomheder uden fokus på at sælge disse.
Nu kan man jo altid diskutere hvilke solgte statsvirksomheder der i dag agerer i monopol-agtige tilstand og hvilke der ikke gør. (Man kan f.eks bruge CEPOS gamle notat her: http://www.cepos.dk/uploads/media/Privatiseringer_under_VK_sammenlignet_med_SR_03.pdf) men det giver ikke et entydigt billeder af hvornår hhv type 1 og 2 vælges.
Der er derimod et MEGET klart billede af at model 3 kun anvendes i de situationer hvor det offentlige i høj grad er 'forbruger' af de ydelser som udliciteres.Og dermed også sagt at der er et MEGET klart billede af at skiftende regeringer bruger virksomhedssalg og monopoltilstande som camouflerede skattestigninger...
MORALE Nr2: Vi skal som forbrugere i den her sag måske ikke interessere os så meget for hvordan DONG aflønner deres ledelse. Derimod skal vi interessere os en del mere for hvorfor staten ikke konkurrenceudsætter monopolmarkederne for energiproduktion (da dette så måske ville få DONG til at kigge på deres omkostningsniveau og herunder ledelsesaflønning).
