Det har været et par artikler her på 180 grader om udlejning af boliger, lejelovgivningen er grotesk. her er en historie fra den rigtige verden.
At man vil lave en vis beskyttelse af lejere er forståeligt, men tankegangen bag lejelovgivningen er, at udlejere pr definition er de stærke og lejerne de svage. Sådan er det også ofte, men rigtig mange almindelige mennesker bliver af forskellige grunde nødt til at udleje en bolig. Enten fordi, der følger bolig med en mindre erhvervsejendom eller også fordi man af den ene eller anden grund ikke kan afhænde en bolig, man skal flytte fra.
Som lejeloven er i dag, skal man tænke sig godt om inden man lejer en bolig ud. Den indtægt man får ind kan vise sig at være mindre end de omkostninger, man har. Jeg har en lille oplevelse, som jeg heldigvis kan trække på skuldrene af, men for mange andre kunne det være endt i økonomisk katastrofe.
Jeg har i 20 år lejet et par boliger ud, ikke fordi jeg ønsker at være boligudlejer, men fordi min landbrugsejendom som så mange andre landejendomme har et par ekstra boliger. Jeg har altid været opmærksom på risikoen og aldrig lejet ud til den første og bedste, der ville leje. Den mindste tvivl om det var en lejer jeg ville komme godt ud af det med, så har jeg sagt nej. Derfor har jeg i 20 år kun haft gode lejere, som jeg ikke har haft problemer med. Bortset fra følgende historie:
I forbindelse med udvidelse af bedriften købte jeg en naboejendom, hvorpå, der var to boliger, hvoraf den ene var udlejet. Hensigten med købet var at frasælge bygningerne og beholde jorden en ret lille og simpel handel og helt sædvanlig del af den strukturudvikling, der sker i landbruget. Hele operationen burde have været klaret på et par måneder. Det viste sig hurtigt at jeg med overtagelsen af lejeren havde overtaget et problem, der egentlig burde have hørt under de sociale myndigheder. Lejeren havde mere eller mindre ødelagt boligen, da jeg påpegede det fik jeg straks huslejenævnet på nakken og lejen blev nedsat til stort set ingenting og jeg blev pålagt at udbedre de skader, der var påført ejendommen af lejeren. Hvis jeg havde været forberedt på, at sagen kunne få sådan et udfald, havde jeg nok haft dokumentationen bedre i orden. Med den pågældende lejer kunne jeg ikke sælge bygningerne, der var flere købere indtil de traf lejeren. Lejeren beboede ca. 160 kvm plus stor have ud af i alt 3500kvm bygningsmasse, jeg havde ingen mulighed for at slippe af med ham før efter næsten to år, hvor jeg fik ham til at flytte mod en godtgørelse, svarende til det han betalt i leje i de to år jeg ejede ejendommen. Jeg betalte vand, renovation, forsikring og skatter, huslejen var 4000kr, 25 km fra København. Det var ingen Bo Bedre bolig, men så billigt er det svært at finde en bolig til i dette område.
Jeg havde herudover måttet betale alle omkostningerne på ejendommen, omkostninger til advokat, et større beløb til udbedring af de skader han havde påført ejendommen. Det kostede mig en del penge som jeg heldigvis kunne undvære, men jeg slap for manden, det var det bedste af det hele og fik solgt ejendommen. Lejeren reddede sig et beløb, som dog var ikke var mere end han kunne have fået, hvis han havde flyttet med det samme. Den anden bolig lod jeg i 2 år stå tom, fordi jeg ikke ønskede, at overtage endnu en nittegevinst fra det sociale system.
Lejer og udlejer fik begge en masse ballade, der kunne være undgået, hvis der var en fast regel for hvordan man som udlejer får ophævet en lejekontrakt. Hvis ikke lejeren havde flyttet frivilligt ville han sandsynligvis have boet der stadigvæk, 3500 kvm ville stå uudnyttede og balladen fortsat. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at lejeren er en vandrepokal, der har påført andre udlejere ligeså meget ballade og ligeså store problemer. Det eneste positive er, at underholdningsværdien har været høj.
Havde det være en udlejer med mindre økonomisk rygrad og mindre held kan sådan en lejer, der stort set ikke betaler noget være økonomisk ruin.
Når man som udlejer har et lejemål, hvor lejeindtægten er så lav, at man er bedre stillet uden lejeren, så er det jo en situation med en indbygget konflikt, hvor man vil ønske lejeren hen hvor peberet gror. Har man derimod en lejer man tjener penge på, så vil man bekymre sig om lejerens ve og vel.
I gamle dage var det umuligt at få skilsmisse, lovgiverne erkendte, at det ikke tjente et formål, at tvinge folk til at leve sammen, hvis de ikke ville, derfor er der nu fornuftig nok regler for, hvordan man ophæver et ægteskab.
Derfor vil jeg opfordre til, at man får lavet faste regler for, hvordan, man ophæver lejemål. Det er hverken i udlejeres eller lejers interesse, at man risikerer disse sager ender med masser af ballade. Huslejenævn vil ofte blot forstærke konflikten. I tilfælde, hvor udlejer er mindre civiliseret end jeg, kan det jo udvikle sig meget voldsomt. Det vil også være i lejernes interesse, at der var nogle klare retningslinjer, således at der er faste regler for kompensation i forbindelse med opsigelse.
Der er dog stadig mulighed for at have gode oplevelser som udlejer og jeg vil da gerne sige tak til de mange gode lejere, jeg har haft.
At man vil lave en vis beskyttelse af lejere er forståeligt, men tankegangen bag lejelovgivningen er, at udlejere pr definition er de stærke og lejerne de svage. Sådan er det også ofte, men rigtig mange almindelige mennesker bliver af forskellige grunde nødt til at udleje en bolig. Enten fordi, der følger bolig med en mindre erhvervsejendom eller også fordi man af den ene eller anden grund ikke kan afhænde en bolig, man skal flytte fra.
Som lejeloven er i dag, skal man tænke sig godt om inden man lejer en bolig ud. Den indtægt man får ind kan vise sig at være mindre end de omkostninger, man har. Jeg har en lille oplevelse, som jeg heldigvis kan trække på skuldrene af, men for mange andre kunne det være endt i økonomisk katastrofe.
Jeg har i 20 år lejet et par boliger ud, ikke fordi jeg ønsker at være boligudlejer, men fordi min landbrugsejendom som så mange andre landejendomme har et par ekstra boliger. Jeg har altid været opmærksom på risikoen og aldrig lejet ud til den første og bedste, der ville leje. Den mindste tvivl om det var en lejer jeg ville komme godt ud af det med, så har jeg sagt nej. Derfor har jeg i 20 år kun haft gode lejere, som jeg ikke har haft problemer med. Bortset fra følgende historie:
I forbindelse med udvidelse af bedriften købte jeg en naboejendom, hvorpå, der var to boliger, hvoraf den ene var udlejet. Hensigten med købet var at frasælge bygningerne og beholde jorden en ret lille og simpel handel og helt sædvanlig del af den strukturudvikling, der sker i landbruget. Hele operationen burde have været klaret på et par måneder. Det viste sig hurtigt at jeg med overtagelsen af lejeren havde overtaget et problem, der egentlig burde have hørt under de sociale myndigheder. Lejeren havde mere eller mindre ødelagt boligen, da jeg påpegede det fik jeg straks huslejenævnet på nakken og lejen blev nedsat til stort set ingenting og jeg blev pålagt at udbedre de skader, der var påført ejendommen af lejeren. Hvis jeg havde været forberedt på, at sagen kunne få sådan et udfald, havde jeg nok haft dokumentationen bedre i orden. Med den pågældende lejer kunne jeg ikke sælge bygningerne, der var flere købere indtil de traf lejeren. Lejeren beboede ca. 160 kvm plus stor have ud af i alt 3500kvm bygningsmasse, jeg havde ingen mulighed for at slippe af med ham før efter næsten to år, hvor jeg fik ham til at flytte mod en godtgørelse, svarende til det han betalt i leje i de to år jeg ejede ejendommen. Jeg betalte vand, renovation, forsikring og skatter, huslejen var 4000kr, 25 km fra København. Det var ingen Bo Bedre bolig, men så billigt er det svært at finde en bolig til i dette område.
Jeg havde herudover måttet betale alle omkostningerne på ejendommen, omkostninger til advokat, et større beløb til udbedring af de skader han havde påført ejendommen. Det kostede mig en del penge som jeg heldigvis kunne undvære, men jeg slap for manden, det var det bedste af det hele og fik solgt ejendommen. Lejeren reddede sig et beløb, som dog var ikke var mere end han kunne have fået, hvis han havde flyttet med det samme. Den anden bolig lod jeg i 2 år stå tom, fordi jeg ikke ønskede, at overtage endnu en nittegevinst fra det sociale system.
Lejer og udlejer fik begge en masse ballade, der kunne være undgået, hvis der var en fast regel for hvordan man som udlejer får ophævet en lejekontrakt. Hvis ikke lejeren havde flyttet frivilligt ville han sandsynligvis have boet der stadigvæk, 3500 kvm ville stå uudnyttede og balladen fortsat. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at lejeren er en vandrepokal, der har påført andre udlejere ligeså meget ballade og ligeså store problemer. Det eneste positive er, at underholdningsværdien har været høj.
Havde det være en udlejer med mindre økonomisk rygrad og mindre held kan sådan en lejer, der stort set ikke betaler noget være økonomisk ruin.
Når man som udlejer har et lejemål, hvor lejeindtægten er så lav, at man er bedre stillet uden lejeren, så er det jo en situation med en indbygget konflikt, hvor man vil ønske lejeren hen hvor peberet gror. Har man derimod en lejer man tjener penge på, så vil man bekymre sig om lejerens ve og vel.
I gamle dage var det umuligt at få skilsmisse, lovgiverne erkendte, at det ikke tjente et formål, at tvinge folk til at leve sammen, hvis de ikke ville, derfor er der nu fornuftig nok regler for, hvordan man ophæver et ægteskab.
Derfor vil jeg opfordre til, at man får lavet faste regler for, hvordan, man ophæver lejemål. Det er hverken i udlejeres eller lejers interesse, at man risikerer disse sager ender med masser af ballade. Huslejenævn vil ofte blot forstærke konflikten. I tilfælde, hvor udlejer er mindre civiliseret end jeg, kan det jo udvikle sig meget voldsomt. Det vil også være i lejernes interesse, at der var nogle klare retningslinjer, således at der er faste regler for kompensation i forbindelse med opsigelse.
Der er dog stadig mulighed for at have gode oplevelser som udlejer og jeg vil da gerne sige tak til de mange gode lejere, jeg har haft.
