Ny måling giver Stram Kurs plads i Folketinget og smider LA og Nye Borgerlige på porten

Ny meningsmåling fra Voxmeter sender Stram Kurs i Folketinget, mens både Liberal Alliance og Nye Borgerlige ryger under spærregrænsen.
Rasmus Paludan fra Stram Kurs stemmer på Vesterbros Bibliotek under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Rasmus Paludan fra Stram Kurs stemmer på Vesterbros Bibliotek under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23. december 2019

En ny meningsmåling foretaget af instituttet Voxmeter for uge 51 af 2019 sender Stram Kurs i Folketinget med 2,1% af stemmerne, svarende til 4 mandater. Med andre ord ville Stram Kurs ifølge Voxmeter-målingen komme til at sidde repræsenteret i folketingssalen, hvis der valg i dag.

Stram Kurs ind - LA og Nye Borgerlige ud

Samtidig står de to mindre partier Liberal Alliance og Nye Borgerlige til at ryge helt ud af Folketinget ifølge målingen.

Liberal Alliance, der i dag efter Simon Emil Ammitzbøll-Billes exit har 3 mandater i Folketinget, står i meningsmålingen til at få 1,6% af stemmerne.

Siden folketingsvalget, hvor partiet blev decimeret fra 13 til 4 mandater, har der været flere målinger, der placerer LA under spærregrænsen.

Også Nye Borgerlige står ifølge Voxmeter-målingen til at ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i dag. Partiet får i målingen kun 1,5% af stemmerne. De seneste fem Voxmeter-målinger har haft Nye Borgerlige placeret under spærregrænsen.

Paludan: En julegave til danskerne

Rasmus Paludan, der er partileder for Stram Kurs, kalder på Facebook den nye måling for "en god julegave til Danmark og danskerne".

Han hæfter sig ved, at Stram Kurs går frem, mens Nye Borgerlige går tilbage i målingen.

Ved valget i juni i år opnåede Stram Kurs 1,8% af stemmerne.