Trykkefrihedsselskabet udelukket fra Facebook for at omtale Tommy Robinson: "Det er et kæmpe problem"

Trykkefrihedsselskabet er blevet blokeret permanent fra Facebook

Claes Theilgaard,

20/09/2019

Trykkefrihedsselskabet er blevet blokeret permanent fra Facebook. Ifølge formand Aia Fog sker det, fordi foreningen har omtalt den britiske aktivist og journalist Tommy Robinson. Flere andre har den seneste tid oplevet, at deres opslag bliver slettet eller profiler blokeret, hvis de omtaler Robinson. I et interview med 180Grader fortæller Aia Fog om blokeringen og retter en skarp kritik mod Facebooks tiltagende censur, som hun ser som udtryk for en generel tendens i samfundet, der går imod ytringsfriheden.

Den seneste tid har mange oplevet, hvordan navns nævnelse af den britiske aktivist og journalist Tommy Robinson kan føre til blokering på Facebook. Trykkefrihedsselskabet er en dansk forening, der med egne ord ”har til formål at beskytte det frie ord, hvor det trues”. Foreningen har været frontløbere i debatten omkring Tommy Robinson og Facebooks censur af denne, men nu er Trykkefrihedsselskabet selv blevet permanent blokeret fra Facebook. Officielt på grund af brud på det sociale medies fællesskabsregler, ifølge formand Aia Fog reelt på grund af en række opslag, der omtaler Tommy Robinson.

Med blokeringen bliver Trykkefrihedsselskabet udelukket fra det, der ifølge Aia Fog er foreningens største platform til at kommunikere med følgere og medlemmer. Til næste uges bestyrelsesmøde i foreningen vil det blive diskuteret, hvordan man vil håndtere blokeringen.

Ifølge Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, sker censuren mod omtaler af den indvandringskritiske Tommy Robinson på baggrund af et behov for at beskytte minoriteters sikkerhed.

”Du får kun lukket din profil, hvis man bliver ved med det. Du må gerne skrive, at Tommy Robinson er en skidt fyr. Men du må ikke bare skrive »Tommy Robinson« uden kontekst. Han er en hadfigur på linje med andre personer som Ratko Mladic (generaloberst, som stod bag Srebrenica-massakren i 1995, red.), der har brugt deres position i det offentlige rum til at opfordre til had eller vold mod etniske eller religiøse minoriteter”, udtalte Peter Münster til Berlingske i et interview torsdag.

Aia Fog har selv oplevet at blive blokeret fra Facebook på grund af omtale af Tommy Robinson, ligesom Trykkefrihedsselskabets næstformand Michael Pihl også har været det. På grund af Facebooks tiltagende censur havde man også fra foreningens side været tilbage og slette tidligere opslag, der omtalte Tommy Robinson. Dermed går Facebook ind og censurerer og blokerer med tilbagevirkende kraft, hvilket ifølge Aia Fog er ”besynderligt”.

180Grader: Når I har skrevet om Tommy Robinson, er det så fordi I sympatiserer med hans politiske arbejde eller er det mere et spørgsmål om, at I støtter hans ret til at ytre sig?

Aia Fog: Det er jo helt klart udgangspunktet: vi forsvarer hans ret til at ytre sig. Det er det, vi er sat i verden for. Vi er ikke i lommen på Tommy Robinson på den ene eller anden måde. Men vi har jo stor sympati for det arbejde, han også gør. Der er to sider af den her sag: Tommy Robinson bliver jo nægtet sin ytringsfrihed. Han bliver fjernet fra alle platforme, og han kan ikke komme til orde mere. Han er i Storbritannien blevet gjort til en ”ikke-person”. Den primære opgave for os er at sørge for, at han også kan komme til orde. Han er jo gennemført demokrat. Når Peter Münster fra Facebook sammenligner ham med Ratko Mladic og kalder ham en ”hadfigur”, så er det simpelthen den groveste usandhed. Det vidner om, at man slet ikke noget om Tommy Robinson. Den anden side af sagen er jo så, at vi ikke engang kan diskutere ham på Facebook og gå i rette med bl.a. de fuldstændigt absurde udtalelser fra Peter Münster, hvor Tommy Robinson sidestilles med Ratko Mladic. Det er et kæmpe problem.

180Grader: Peter Münster udtalte jo, at årsagen til censuren imod Tommy Robinson og omtaler af ham er, at man fra Facebooks side sætter hensynet til minoriteters sikkerhed over hensynet til ytringsfriheden. Hvad tænker du om det?

Aia Fog: Jeg tænker, at det er helt sort. Dels fordi, at i den her sammenhæng er det Tommy Robinson og dem, der ikke må snakke om ham, der er minoriteten. Hvem er det egentligt, der skal beskyttes her? Det er jo nonsens. Jeg vil ikke kunne udelukke, at man i konkrete tilfælde må foretage en afvejning mellem minoriteters sikkerhed og ytringsfrihed helt langt ude. Men som udgangspunkt: ytringsfriheden er vores mest basale frihedsrettighed. Uden den har vi ikke noget demokrati, uden den kan vi ikke inddele os efter anskuelser. Hele vores samfundsmodel står og falder med, at vi har ytringsfrihed. Det er en besværlig størrelse at leve med, og det anerkender vi også, men vi har trods alt valgt at leve med den.

180Grader: Hvad tror du at konsekvenserne kan blive, nu hvor det virker til, at Facebook har slået ind på en retning med stadigt mere censur?

Aia Fog: Facebooks større og større trang til at censurere er jo bare et billede på, hvordan det ellers er i samfundet. Der er en helt masse strømninger, som er anti-ytringsfrihed. Som udgangspunkt har Trykkefrihedsselskabet været meget optaget af truslen fra islam, men i de sidste par år har vi jo faktisk ment, at islam ikke længere udgør den største trussel mod ytringsfriheden. Det er derimod vores egne politikere og den der bølge af krænkelsesparathed, der skyller ind over vores samfund fra alle mulige steder. Vi ser det på vores uddannelsesinstitutioner, hvor studerende ikke må klæde sig ud, som de vil og man skal tage hensyn til deres socialt konstruerede køn og vi ser det i bogbranchen med Halfdan Rasmussen, der bliver censureret af Gyldendal. Alle de her ting er udtryk for en generel tendens i samfundet, hvor man ensretter mere og mere og hvor friheden bliver mere og mere begrænset.

I øjeblikket er Trykkefrihedsselskabet i gang med at undersøge, hvordan de kan klage til Facebook. Foreningen håber på at kunne komme tilbage på platformen, men kigger som nødløsning også på, om andre alternative sociale medier som f.eks. MeWe kan gøre det ud for Facebook. For tiden er der dog ikke mange brugere, og specielt ikke danske, på de alternative platforme. Derfor er det ifølge Aia Fog kun ”en nødløsning, før Facebooks monopol bliver brudt”.

Kilde: