Forever Trump

Scenen er sat for opgøret i den amerikanske kongres mod præsident Donald Trump

Ulrik B. Petersen,

01/12/2019

Scenen er sat for opgøret i den amerikanske kongres mod præsident Donald Trump. P.t har man nogle fridage ved fejringen af The Thanksgiving Day, takken for indianernes hjælp til nogle nybyggere fra England, der havde svært ved at overleve den første vinter på det amerikanske fastland.

Der er fremdeles en del danskere, der luner sig ved tanken om at præsidenten havner for en rigsret og bliver fyret. Dette følelsesmæssige, ret irrationelle had mod præsidenten har de formentlig fået ved at hente deres ideologiske og intellektuelle næring fra TV og den mindst lødige del af den danske presse (dvs. ca. 90% af presse og TV), der igen henter sin næring fra den del af den amerikanske presse, der i stort omfang og ganske ukritisk offentliggør diverse løgnehistorier fra Det Demokratiske Parti, der er gået totalt fra snøvsen i ærgrelse og frustration over at Donald Trump snuppede præsidentposten for næsen af Hillary Clinton.

Seneste løgn er bragt af en journalist ved tidsskriftet Newsweek, som i vanlig hånlig og nedgørende stil fortalte at Trump tilbragte Thanksgiving med at tweete og spille golf. Som de fleste vel nu ved, var det ikke lige det, han gjorde. Han passede nemlig sit job og var fløjet til Afghanistan for at tale med og til de amerikanske styrker der. Da løgnen bredte sig, kom det frem at artiklen var skrevet før Thanksgiving. Journalisten er blevet fyret, men hvad med redaktøren, og hvad med troværdigheden af Newsweek?

Nuvel, det er blot den seneste af de mange løgne, presse og TV har befordret eller selv skabt. Der er ikke noget nyt i det, for amerikansk valgkamp har altid være beskidt. Allerede Mark Twain har i 1800-tallet fortalt om sit eget forsøg på at opstille som politiker, hvor han blev beskyldt for ligskænding og mened.

Det gode spørgsmål er: hvad sker der nu? Lad mig vove en spådom, som selvfølgelig kan vise sig forkert, men som rummer et vist rationale. Jeg går ud fra det elementære faktum at alle lyver, almindelige mennesker, politikere og journalister. Men der er en ting, der aldrig lyver, og det er interesser.

Hvad kan Demokraternes interesse være: Ja, helt klart at blive genvalgt og opretholde flertallet i Repræsentanternes hus, kaldet Huset, og også få valgt en demokratisk præsident. Hele det politiske tosseteater med at få rejst en anklage mod Trump på baggrund af udelukkende anden eller trediehånds vidneudsagn i en Sovjet-style undersøgelse, hvor Trump ikke har haft mulighed for at forsvare sig, er styret af en stærk drift efter at påvirke den amerikanske offentlighed til at lægge afstand til præsidenten. Hvis de kan vende offentligheden, kan de forhindre at han bliver genvalgt. De kan ganske vist godt med deres flertal i Huset beslutte at han skal anklages for en rigsret. Men for at denne kan rejses, kræver det at 60% af Senatet, hvor der er republikansk flertal, er med på anklagen. Demokraterne har i forvejen en dårlig sag, for at sige det mildt, og jeg tvivler på at de selv tror at de kan vinde.

Hvad kan republikanernes interesse mon være: Tja, selvom en del af dem vel ikke bryder sig meget om Trump, har han jo hidtil leveret i forhold til sine valgløfter, og han er jo ganske populær hvis man vender sig væk fra New York, Washington og Hollywood. Økoniomien og beskæftigelsen er god, og det er populært at forsøge at dæmme op for den ulovlige indvandring. Handelskrigen mod Kina er heller ikke upopulær. Der er desuden næppe nogen af de republikanske senatorer, der har lyst til at gå til valg efter at have været med til at vælte deres egen præsident. 1/3 af dem er nemlig på valg næste år.

Hvis Huset beslutter at anklage Trump ved en rigsret, vil følgen blive at en række af de demokratiske aktører ved den forgangne skueproces blive afhørt under vidneansvar, hvilket kan give fængsel, hvis der lyves. Jeg kan godt forstå hvis de ikke finder et sådan show attraktivt, da det foregår i fuld offentlighed og med presse og TV på gennem hele processen. 

Jeg tror derfor at demokraterne vil gøre noget andet end at beslutte noget i år. Eneste logiske udvej forekommer at være at udskyde sagen til næste år, og så i februar måned droppe den med henvisning til at der ikke er tid til at færdiggøre den, og at det derfor er bedst at overlade til vælgerne, at skille sig af med Trump. På den måde undgår demokraterne at tabe ansigt og at indrømme noget som helst. Desuden kan de så koncentrere sig om deres valgkamp og måske også gøre et fortvivlet forsøg på at udrette blot en smule af det, de er valgt til, nemlig at lovgive til gavn for flest mulige amerikanere. Dette er nemlig ikke lige netop, hvad de har beflittet sig på de sidste par år.

Nogen, der har et bedre bud?

Kilde: