Karsten Hønge har fået nok af topchefers lønninger: ”Vi skal beskatte dem noget mere”

Fra 2010 til 2017 steg danskernes løn

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/11/2019

Fra 2010 til 2017 steg danskernes løn. En gennemsnitlig borger oplevede i perioden en lønstigning på otte procent, mens danske topchefers indkomst i samme periode steg med 50%. Det viser en undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd, skriver Information i dag.

I undersøgelsen betegnes topchefer som chefer i virksomheder med mindst 200 ansatte. Dermed omfatter undersøgelsen over 800 private virksomheder.

Topcheferne er dem, der har oplevet de største lønstigninger, men generelt har de ti procent med de højeste indkomster oplevet stor fremgang siden 2010. De øverste ti procent på indkomstskalaen har nemlig oplevet 18% lønstigning i perioden.

På den anden side ser det mere dystert ud for de ti procent af befolkningen med de laveste indkomster. Denne gruppes såkaldte realindkomst er fra 2010 til 2017 faldet med næsten fire procent.

Forskellen i lønstigningerne har fået flere politikere og debattører op i det røde felt. Blandt andet Karsten Hønge, der er politisk ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Overfor TV2 udtaler han sig om sagen.

”Det er dybt provokerende, og det er meget bekymrende for vores samfund”, siger Hønge.

”Når de rige bare stikker af, og de fattige tydeligvis bliver efterladt, så piller vi noget af den lim ud, som holder vores samfund sammen”, fortsætter den politiske ordfører.

”Det er jo helt oplagt, at vi skal beskatte dem der tjener allermest noget mere”, svarer han til spørgsmålet om, hvad der skal gøres ved uligheden.

Kilde: