Trump fyrer inspektør der gransker udenrigsminister

Demokrater vil se nærmere på Trumps fyring af inspektør, der undersøgte, om Mike Pompeo misbruger sit embede.
Det har vakt forundring, at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på sine rejser rundt i verden, ledsages af sin kone, Susan. Hun har ingen officiel rolle i USA's regering. Her i Luanda lufthavn i Angola i februar.
Det har vakt forundring, at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på sine rejser rundt i verden, ledsages af sin kone, Susan. Hun har ingen officiel rolle i USA's regering. Her i Luanda lufthavn i Angola i februar.

180Graders Redaktion,

17/05/2020

En inspektør, der har til opgave at kontrollere arbejdsgangene i USA's udenrigsministerium, er fyret af præsident Donald Trump.

Generalinspektøren Steve Linick havde indledt en undersøgelse om misbrug mod udenrigsminister Mike Pompeo.

Linick blev fyret natten til lørdag dansk tid.

Han er den seneste af en række embedsmænd med kontrolfunktioner, der pludselige og uventet er afskediget af præsidenten.

En kilde i Det Hvide Hus oplyser lørdag aften dansk tid, at Linick blev fyret på anmodning fra Mike Pompeo.

- Udenrigsminister Pompeo tilrådede det, og præsident Trump var enig, siger personen på betingelse af anonymitet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Eliot Engel, der leder Repræsentanternes Hus' udenrigsudvalg, siger, at han har erfaret, at Linick havde indledt en undersøgelse mod Pompeo.

- Linicks fyring, midt under en sådan undersøgelse, synes at pege på, at det er en ulovlig form for gengældelse, siger den demokratiske politiker.

En kilde i Kongressen, der ønsker at være anonym, fortæller, at Linick var i gang med at undersøge klager over Pompeo.

Klagerne handler om, at ministeren misbruger sit embede. At han får udført personlige tjenester for sig selv og sin kone, Susan Pompeo, af en politisk udpeget person i ministeriet.

CNN kunne sidste år fortælle, at en whistleblower havde klaget over, at sikkerhedsvagter, der bevogter USA's ambassader og udenrigsministeriet, var blevet sat til at hente parrets hund og til at hente mad fra takeaways.

Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus meddeler ifølge Reuters lørdag aften dansk tid, at det vil indlede en undersøgelse af fyringen af Linick. Demokraterne har flertallet i dette udvalg.

Undersøgelsen skal foretages i samarbejde med kolleger i udenrigsudvalget i Senatet, hvor Trumps republikanske partifæller har flertal.

Udenrigsministeriet i Washington bekræfter, at Linick er blevet afskediget. Men det vil ikke kommentere årsagen.

Pompeo, der kommer fra den yderste højrefløj i Det Republikanske parti og var en del af den såkaldte Tea Party-bevægelse, har været en af Trumps mest loyale ministre.

Kilde: /ritzau/AFP