Johnson afviser ny påstand om rådgivers corona-regelbrud

Nær rådgiver til Boris Johnson beskyldes for at have brudt coronaregler. Downing Street afviser påstanden.
Premierminister Boris Johnsons særlige rådgiver Dominic Cummings (foto) har ifølge britiske medier angiveligt brudt de rejserestriktioner, som er indført under coronakrisen, ikke bare én, men flere gange.
Premierminister Boris Johnsons særlige rådgiver Dominic Cummings (foto) har ifølge britiske medier angiveligt brudt de rejserestriktioner, som er indført under coronakrisen, ikke bare én, men flere gange.

180Graders Redaktion,

24/05/2020

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil ikke "spilde" tid på at kommentere "unøjagtige" medieskriverier om sin nære rådgiver Dominic Cummings.

Det meddeler Johnsons kontor lørdag aften.

Ifølge mindst to britiske aviser har Cummings brudt et forbud mod rejser under coronapandemien ved at besøge sine forældre i det nordlige England.

- I går bragte Mirror og Guardian unøjagtige oplysninger om Cummings. I dag skriver de flere unøjagtige historier. Deriblandt, at Cummings rejste tilbage til Durham efter at have genoptaget sit arbejde i Downing Street 14. april, lyder det fra premierministerens bolig i Downing Street.

- Vi vil ikke spilde vores tid med at svare på en masse falske beskyldninger om Cummings, tilføjes det.

Cummings forlod i slutningen af marts London og rejste til sine forældre i Durham i det nordøstlige i England, mens han havde symptomer på Covid-19.

Han skulle ifølge en artikel i The Daily Mirror lørdag have været set i Durham-området igen den 19. april. Cummings afviser avisens oplysning som "fuldstændig falsk", skriver The Telegraph sent lørdag.

Oppositionspartiet Labour har spurgt, om Cummings mener at være hævet over loven, og har bedt om en redegørelse. Liberaldemokraterne siger, at sagen kan blive til et krav om, at Cummings må trække sig fra sin post.

- Den britiske befolkning forventer ikke, at der gælder en regel for dem og en anden for Dominic Cummings. Premierministeren må komme med en forklaring, sagde en talsmand for Labour lørdag.

Også Liberaldemokraterne og det skotske parti SNP forlanger Cummings afskediget.

Politiet i Durham har bekræftet, at de fik et tip om, at Cummings var kommet til byen fra London 31. marts.

De fik oplyst, at han var gået i isolation i en del af det hus, hvor han opholdt sig. Senere blev Cummings set i nærheden af huset med en dreng, som antages at være hans søn.

Downing Street har fastholdt, at Cummings hele tiden har fulgt de retningslinjer, regeringen har udstukket under coronakrisen.

Cummings, der stod bag brexit-kampagnen for britisk udtræden af EU op til folkeafstemningen i juni 2016, afviser, at han så meget som overvejer at trække sig som rådgiver for Boris Johnson.

- Jeg opførte mig fornuftigt og i henhold til loven, sagde han lørdag til journalister foran sit hus. Forinden havde han bedt pressefolkene om at holde to meters afstand.

- I har sandsynligvis lige så meget ret, som i havde om brexit: kan I huske, hvor meget ret I havde om det, sagde han.

Kilde: /ritzau/Reuters