Trump benåder sin tidligere toprådgiver og 72 andre

Præsident Donald Trump benåder 73 personer og nedsætter straffen for 70 andre, oplyser Det Hvide Hus.
Donald Trumps tidligere nære rådgiver Steve Bannon er blevet benådet. (Arkivfoto)
Donald Trumps tidligere nære rådgiver Steve Bannon er blevet benådet. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

20/01/2021

Med blot et halvt døgn tilbage i præsidentembedet har Donald Trump benådet 73 personer, der er dømt for kriminalitet.

Yderligere har han nedsat straffen for 70 andre.

Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring onsdag morgen dansk tid.

En af dem, der er blevet benådet, er Trumps tidligere nære rådgiver Steve Bannon. Han er sammen med tre andre tiltalt for at svindle folk, som har doneret penge til en privat opført mur langs USA's grænse til Mexico.

Rådgivere i Det Hvide Hus havde ellers frarådet Trump at benåde Bannon. Men Trump og Bannon har for nylig genoplivet deres forhold, da Trump søgte støtte til hans uprøvede påstande om valgsvindel.

Der er tradition for, at USA's præsident bruger sin ret og benåder og forkorter straffe for borgere i slutningen af sin præsidentperiode.

Bannon er den seneste i rækken af fremtrædende politiske allierede, som Trump har benådet.

Kort inden jul benådede Trump sin tidligere kampagnechef Paul Manafort, tidligere rådgiver Roger Stone, tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og tidligere rådgiver George Papadopoulos.

De fire personer spillede centrale roller i den Rusland-undersøgelse, der så nærmere på russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

Også rapperne Lil Wayne og Kodak Black er onsdag morgen dansk tid blevet benådet af Trump, oplyser embedsmændene. De blev begge retsforfulgt for at have overtrådt USA's våbenlovgivning.

Den tidligere borgmester i Detroit Kwarme Kilaptrick, der afsonede en 28 år lang fængselsstraf for korruption, er ligeledes blevet benådet.

Flere medier har spekuleret i, hvorvidt Trump ville benåde sig selv. Det gør han ikke, oplyser Trump-administrationen onsdag dansk tid.

Trump har stadig ikke hverken erkendt sit nederlag eller lykønsket Biden med valgsejren. Han har heller ikke inviteret Biden til Det Hvide Hus, som der ellers er tradition for.

Reuters

Kilde: /ritzau/