Sverige indstiller sine betalinger til Pfizer

Sverige mangler klarhed
Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, vil have klarhed over betalingen for vacciner fra Pfizer, inden at næste regning skal betales. (Arkivfoto)
Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, vil have klarhed over betalingen for vacciner fra Pfizer, inden at næste regning skal betales. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

27/01/2021

Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mangler klarhed fra medicinalselskabet Pfizer om betalingen for vacciner og håber på at få klarhed, inden næste regning skal betales om få uger.

Det svenske dagblad Dagens Nyheter skrev tirsdag, at Sverige havde indstillet sine betalinger til Pfizer.

På et pressemøde tirsdag eftermiddag sagde Anders Tegnell, at der ikke er nogen fakturaer, som ikke er blevet betalt. Men at man blandt andet venter afklaring fra EU-Kommissionen.

- Vi har ingen fakturaer, som vi har nægtet at betale. Men vi vil vide, hvordan det ender i kommissionen - om vi skal betale for fem eller seks doser. Der må man nå til enighed, siger han.

Uenigheden bunder i, at vaccinen fra Pfizer i første omgang blev godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til fem doser per vaccineglas. Det blev siden ændret til seks doser.

Pfizer Sverige oplyser til Dagens Nyheter, at man kræver betaling for seks doser per glas.

Hætteglassene er fyldt op med en sikkerhedsmargin, som betyder, at man med den rette type nål kan få op til seks og nogle gange helt op til syv doser ud af dem.

Den svenske vaccinekoordinater Richard Bergström er utilfreds med modellen for betaling.

– Det er uacceptabelt. Hvis et land kun har mulighed for at få fem doser ud, så har man fået færre doser til samme pris, siger vaccinekoordinator Richard Bergström til Dagens Nyheter.

Den øgede fakturering er også sket uden godkendelse fra EU-Kommissionen.

Folkhälsomyndigheten kommer ikke til at betale fakturaerne til Pfizer, før parterne er blevet helt enige, pointerer Anders Tegnell.

Kilde: /ritzau/TT