Irsk udenrigsminister giver brexit skyld for tomme madhylder

Det er ikke covid-19-pandemien, men brexit der er skyld i forsinkelser af forsyningskæden, siger minister.
Den irske udenrigsminister, Simon Coveney, er ikke i tvivl om, at brexit bærer skylden for, at nordirske supermarkeder i øjeblikket kæmper med tomme hylder. (Arkivfoto)
Den irske udenrigsminister, Simon Coveney, er ikke i tvivl om, at brexit bærer skylden for, at nordirske supermarkeder i øjeblikket kæmper med tomme hylder. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

21/01/2021

Supermarkederne i Nordirland har i vid udstrækning været tomme efter nytår, og det kan kun tilskrives det britiske exit fra EU.

Så klar er vurderingen fra den irske udenrigsminister, Simon Coveney.

- Supermarkedernes hylder var fyldte før jul, og nu har vi problemer med forsyningskæden, så det er tydeligvis et brexit-problem, siger han til mediet ITV.

Flere britiske ministre har hidtil afvist, at de tomme hylder skyldes brexit.

- Vi har nogle udfordringer i Nordirland. De er ikke relateret til EU, men skyldes covid, sagde Storbritanniens minister for nordirske anliggender, Brandon Lewis, til Times Radio tirsdag.

Det er dog ifølge Simon Coveney noget vrøvl. Han mener, at problemerne ene og alene skyldes de forsinkelser i godstransporten, som brexit har resulteret i.

- Det er en del af virkeligheden, nu hvor Storbritannien ikke er del af EU og toldunionen og det indre marked, siger han.

Den irske minister har i interviewet svært ved at skjule sin frustration over det britiske EU-exit.

- Storbritannien fik det brexit, de gik efter, og det har nogle konsekvenser, siger Simon Coveney.

Indehavere af supermarkeder i Nordirland har de seneste uger advaret om, at varerne er ved at slippe op.

Samtidig frygter de, at problemet bliver værre, hvis ikke Storbritannien og EU bliver enige om en enklere og hurtigere ordning for toldkontrol ved grænsen.

Det skriver Politico.

Kilde: /ritzau/