Flere EU-lande kræver yderligere sanktioner mod Rusland

Nogle EU-lande kræver sanktioner mod Rusland, men flere udenrigsministre nøjes med at erklære sig bekymret.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger før EU-møde i Bruxelles, at russiske myndigheder skal respektere russernes forfatningssikrede ret til at ytre deres holdninger.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger før EU-møde i Bruxelles, at russiske myndigheder skal respektere russernes forfatningssikrede ret til at ytre deres holdninger.

180Graders Redaktion,

25/01/2021

Udviklingen i Rusland bekymrer EU-landene. Men de er endnu ikke enige om, hvad de skal stille op. Det står klart før et møde mellem EU's udenrigsministre mandag i Bruxelles.

Flere tusinde russere meldes anholdt i forlængelse af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyjs hjemkomst i weekenden efter et langt sygeophold i Tyskland.

Nogle EU-lande kræver yderligere sanktioner mod Rusland. Andre mener, at man må begynde med at kræve demonstranterne løsladt og ellers se tiden an.

EU vedtog sanktioner mod Rusland sidste år efter forgiftningen af Navalnyj. Medlemslande i øst fører an med et ønske om flere sanktioner.

Formålet er at lægge pres på Ruslands præsident, Vladimir Putin, som ifølge EU-diplomater er immun over for fordømmelser og kritik, men alene kan forventes at reagere, hvis følgerne er håndgribelige i form af sanktioner.

Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landbergis, mener, at EU-landene skal sætte navne på en sanktionsliste under en særlig EU-ordning om brud på menneskerettigheder, der blev vedtaget sidste år.

- Der er forandringer i luften i Rusland. Det er det, der gør Putin så nervøs. Derfor har han anholdt 3500 mennesker på gaden. Det er derfor, at han har anholdt Navalnyj og Navalnyjs kone.

- EU er nødt til at sende et meget klart signal til Rusland om, at det ikke er acceptabelt, siger Landbergis.

Polen kræver ikke bare flere af sådanne sanktioner. Den polske præsident, Andrzej Duda, siger mandag til Financial Times, at EU skal ramme Rusland, hvor det vil gøre rigtig ondt. Han peger på Nord Stream.

Den 44-årige Aleksej Navalnyj er præsident Vladimir Putins mest kendte kritiker og modstander. Han vendte søndag hjem til Rusland efter i månedsvis at have været behandlet i Tyskland mod nervegiften Novitjok.

Ved hjemkomsten blev han anholdt og er foreløbig fængslet i 30 dage.

Navalnyj er anklaget for at have forbrudt sig mod betingelserne i en betinget dom for underslæb. Han siger selv, at anklagerne mod ham er politisk motiverede.

Før EU-mødet mandag kræver Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, at demonstranter i Rusland bliver løsladt. Han taler ikke om sanktioner.

Han siger, at EU-landene skal have en diskussion af, hvad de kan gøre for at få en undersøgelse af, hvad der skete, da Navalnyj blev forgiftet i Rusland i august sidste år.

- Vi har fulgt anholdelserne af fredelige demonstranter og selvfølgelig af Aleksej Navalnyj med stor bekymring. De anholdte skal løslades straks, siger Haavisto.

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, siger før mødet, at russerne ifølge landets forfatning har ret til at ytre deres holdninger. Den ret skal respekteres.

- Enhver har ret til at udtrykke sin mening og demonstrere, siger Maas før mødet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) deltager på grund af pandemien og den aktuelle smittesituation ikke i mødet i Bruxelles.

Kilde: /ritzau/