Bidens finansminister: Vi skal tænke stort med ny krisepakke

Med rekordlave renter er det klogt at lancere stor hjælpepakke, mener Bidens valg som finansminister.
Janet Yellen er nomineret til posten som finansminister i Joe Bidens kommende regering. Med en baggrund som blandt andet tidligere øverste chef for den amerikanske forbundsbank er hun godt klædt på til jobbet. (Arkivfoto)
Janet Yellen er nomineret til posten som finansminister i Joe Bidens kommende regering. Med en baggrund som blandt andet tidligere øverste chef for den amerikanske forbundsbank er hun godt klædt på til jobbet. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

19/01/2021

USA's kommende regering skal "tænke i store baner" med en kommende coronahjælpepakke.

Det vil Janet Yellen, som kommende præsident Joe Biden har nomineret til posten som finansminister i sin regering, sige i en høring i Senatets finansudvalg tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der er i besiddelse af et dokument med Yellens indledende bemærkninger til høringen.

Joe Biden lancerede torsdag et forslag til en hjælpepakke på 1900 milliarder dollar, der skal være med til at genrejse USA's økonomi og øge den kontante støtte til enkeltpersoner.

- Hverken den kommende præsident, eller jeg, foreslår denne hjælpepakke uden at have blik for landets (store, red.) gældsbyrde. Men lige nu, hvor renterne er historisk lave, er det klogeste, vi kan gøre, at tænke stort, vil Janet Yellen sige om udspillet.

Yellen, der er tidligere chef for USA's forbundsbank, Federal Reserve, mener, at fordelene ved hjælpepakken klart overgår ulemperne.

- Især hvis vi hjælper folk, der har haft det svært i lang tid.

I den foreslåede hjælpepakke er der afsat 415 milliarder dollar til at styrke USA's indsats mod at bekæmpe viruspandemien og udrulle vacciner mod covid-19 samt cirka 440 milliarder dollar til mindre erhvervsvirksomheder og lokalsamfund, der er særlig hårdt ramt af pandemien.

Dertil kommer næsten 1000 milliarder dollar i direkte hjælp til borgere. Mange amerikanere vil ifølge forslaget modtage en check på 1400 dollar.

Beløbet skal lægges oveni den check på 600 dollar, som er med i en coronakrisepakke, der blev vedtaget i Kongressen i december.

Desuden vil ledige få udbetalt en større understøttelse, end tilfældet er nu, frem til september.

Janet Yellen vil under høringen også tale om nødvendigheden af en genopbygning af USA's økonomi, "så den skaber mere velstand for flere mennesker og sikrer, at amerikanske arbejdere kan konkurrere i en stadig mere konkurrencedygtig global økonomi".

Hvis Senatet godkender Janet Yellen som finansminister, afløser hun Steven Mnuchin, der træder tilbage onsdag.

Reuters


Kilde: /ritzau/