Venstre godkender Ellen Trane som borgmesterkandidat

Baglandet godkendte mandag tidligere minister Ellen Trane Nørby som borgmesterkandidat i Sønderborg Kommune.
Ellen Trane Nørbys (V) bagland har mandag givet det grønne lys til, at hun kan tage kampen om borgmesterposten i Sønderborg Kommune op mod socialdemokraten Erik Lauritzen. (Arkivfoto)
Ellen Trane Nørbys (V) bagland har mandag givet det grønne lys til, at hun kan tage kampen om borgmesterposten i Sønderborg Kommune op mod socialdemokraten Erik Lauritzen. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

27/10/2020

Knap en uge er gået, siden nuværende folketingsmedlem og tidligere minister Ellen Trane Nørby (V) meldte ud, at hun ville gå efter den svært socialdemokratiske borgmesterstol i Sønderborg Kommune.

Mandag har baglandet i Sønderborg imidlertid blåstemplet Ellen Trane Nørbys ambitioner ved at godkende hende som partiets borgmesterkandidat i kommunen.

Det skriver JydskeVestkysten.

- Sønderborg-området er mit hjem, og jeg har boet her længere end i mit barndomshjem, sagde Ellen Trane Nørby til de cirka 100 Venstre-medlemmer, der mandag godkendte den tidligere sundhedsministers kandidatur på Hotel Sønderborg Strand.

Med sit kandidatur går hun ind i en svær duel mod kommunens socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen, der var tæt på absolut flertal ved seneste kommunalvalg.

Ud over at have en populær borgmester, står Socialdemokratiet godt i meningsmålingerne, mens Venstre er gået tilbage siden valget.

Det er altså op ad bakke for udfordreren, mener Kim Dahl, chefredaktør på JydskeVestkysten og politisk analytiker på TV Syd.

- Hun skal nærmest lave en sensation.

- Jeg tror, hun får svært ved at tegne et billede af, at nu skal hun komme og redde byen og kommunen dernede, sagde han, da Ellen Trane Nørby meldte sine ambitioner ud tirsdag i sidste uge.

Den tidligere minister anerkendte, at valget bliver en udfordring.

- Jeg tror på, at der er muligheder, men det kræver naturligvis, at vi kan samle et stærkt hold. Det er ikke en enkeltmandspræstation, der skal til, men vi skal spille hinanden stærke, sagde hun.

Ellen Trane Nørby, der er 40 år og fra Vestjylland, har siddet i Folketinget i knap 16 år og har ud over sundhedsminister siddet i regeringen som undervisningsminister.

Der er kommunalvalg 16. november næste år.

Kilde: /ritzau/