Uffe Elbæk klar med nyt politisk projekt: Ikke et parti endnu, men...

Partistifter og tidligere formand for Alternativet Uffe Elbæk er sammen med tre andre Alternativet-afhoppere klar med et nyt politisk projekt ved navn Frie Grønne Stemmer.
Stifter og tidligere formand for Alternativet Uffe Elbæk i Folketingssalen på Christiansborg tirsdag den 17. marts 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Stifter og tidligere formand for Alternativet Uffe Elbæk i Folketingssalen på Christiansborg tirsdag den 17. marts 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/03/2020

Uffe Elbæk og hans slæng af Alternativet-afhoppere - Rasmus Nordqvist, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer - melder nu for første gang siden deres exit ud om deres fremtidige politiske planer.

De fire afhoppere, der nu alle sidder i Folketinget som løsgængere uden for partierne, starter et nyt politisk projekt ved navn Frie Grønne Stemmer.

Der er endnu ikke tale om et parti, men det kan bliver på sigt, fortæller Uffe Elbæk til Kristeligt Dagblad.

- Vi fire er blevet enige om at lave et grønt politisk kontorfællesskab på Christiansborg. Vi tager nogle fælles værdier og erfaringer med fra Alternativet, men som udgangspunkt har vi ikke lagt bånd på hinanden. Vi har lyst til at give hinanden frihed til at finde ud af, hvad vi vil bruge den nye politiske position til, siger Elbæk.

De fire folketingsmedlemmer har lavet en "politisk kontrakt" og vil holde ugentlige gruppemøder ligesom Folketingets partier gør det.

- Vi repræsenterer hinanden i de udvalg, vi i forvejen sidder i, og når vi går ned i Folketingssalen og stemmer, og når andre holder møder med en af os, har man de tre andres mandater i ryggen. Det er ukendt territorie. Juridisk er vi ikke noget parti, men vi er alligevel en gruppe, lyder det fra Uffe Elbæk til Kristeligt Dagblad.

Elbæk og co. forlod Alternativet 9. marts i år efter voldsomme uroligheder i kølvandet på valget af Josephine Fock som ny leder for partiet.

Fock blev beskyldt for krænkende adfærd, herunder både verbale og fysiske overfusninger af kolleger.

Tilbage i Alternativet er kun ét folketingsmedlem: Torsten Gejl.