Krav fra LA: Åbn grænserne

Til de afsluttende forhandlinger med S-regeringen fremsætter Liberal Alliance et krav om, at man åbner de danske grænser for turister fra Norge og Tyskland.
Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/05/2020

Torsdag er Folketingets partier inviteret til afsluttende forhandlinger på Marienborg med den socialdemokratiske regering anført af statsminister Mette Frederiksen. På dagsordenen er fase to af genåbningen af Danmark.

Og her har Liberal Alliance et særligt krav med til regeringspartiet Socialdemokratiet og de andre partier, der deltager i forhandlingerne: LA kræver, at Danmark åbner grænserne for tyske og norske turister.

- Det vil have enormt stor betydning turismehvervet, hvis de igen kan begynde at tage bookinger ind fra de to lande, og måske på den måde redde lidt af sæsonen hjem. Vi har en kæmpe kapacitet i forhold til sommerhuse i Danmark, og jeg ser absolut intet i vejen for, at man vil kunne rejse ind i Danmark fra Norge og Tyskland, hvis blot man fx medbringer bevis på, at man har booket et sommerhus, siger Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh i en pressemeddelelse.

Både statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup har meldt ud, at de danske grænser ikke bliver åbnet lige foreløbig. Samtidig er Liberal Alliances oppositionsfælle Dansk Folkeparti også afvisende over for idéen om at åbne grænserne igen.

Men det er en dobbeltstraf af sommerhusejere i Danmark at holde grænserne lukkede, mener Liberal Alliance, der nu kræver det på forhandlingsbordet i genåbningen af Danmark.

- Det bliver en meget hård sæson for danske sommerhusejere, hvis de hverken kan leje ud til norske eller tyske turister og samtidig skal opleve at potentielle danske lejere i stedet holder ferien i Tyskland. Selvfølgelig skal vi følge vores nabolande på de her spørgsmål, lyder det fra Alex Vanopslagh.