Kommentator: Kofod kan foreløbig sove roligt trods Jensen-exit

Politisk kommentator Erik Holstein forventer, at Mette Frederiksen (S) stadig vil stå bag Jeppe Kofod (S).
Frank Jensen (S) trak sig mandag som overborgmester i København og S-næstformand, efter at talrige sager om sexkrænkelser af kvinder er kommet frem i den seneste tid.
Frank Jensen (S) trak sig mandag som overborgmester i København og S-næstformand, efter at talrige sager om sexkrænkelser af kvinder er kommet frem i den seneste tid.

180Graders Redaktion,

20/10/2020

Gentagne seksuelle krænkelser af kvinder gennem 30 år førte mandag til, at Frank Jensen (S) blev nødt til at trække sig som overborgmester i Københavns Kommune og som næstformand for Socialdemokratiet.

Med den markante politikers afgang, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt "den rigtige beslutning", er spørgsmålet nu, om søgelyset endnu en gang bliver rettet mod partifællen Jeppe Kofod.

Danmarks nuværende udenrigsminister måtte for nylig for anden gang undskylde for, at han i 2008 som 34-årig havde sex med en dengang 15-årig pige, som han mødte til et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Ifølge politisk kommentator på Altinget Erik Holstein kan Jeppe Kofod foreløbig sove roligt. Også selv om den igangværende sexismedebat har kostet både Frank Jensen og De Radikales nu tidligere politiske leder Morten Østergaard deres poster.

- Hvis Jeppe Kofod-sagen for alvor skal op at flyve, kræver det, at man kan hive noget nyt op af hatten og sige, at det kan godt være, at han undskyldte det dengang, men han har i virkeligheden ikke lært af det, fordi han også har gjort det og det siden.

- Så kan man begynde at få en parallel til Frank Jensen, siger Erik Holstein.

Den politiske kommentator peger på, at mens der er kommet adskillige sager på bordet om Frank Jensens seksuelle krænkelser, så ser Jeppe Kofods sag fra 2008 ud til at være fuldt afdækket.

Erik Holstein forventer derfor, at Mette Frederiksen fortsat vil stå bag sin udenrigsminister, som tingene ser ud nu.

- Ellers virker det også som noget slinger, og at man bare giver efter, fordi der kommer et forøget pres. Det ville ikke ligne Mette Frederiksen, siger han.

Erik Holstein vurderer, at statsministeren har været inde over Frank Jensens beslutning om at træde tilbage.

Blandt andet fordi næste kommunalvalg kun er cirka et år væk.

- Dér tror jeg, at man i Statsministeriet har ræsonneret, at det går simpelthen ikke, det bliver bare forstærket og forstærket frem mod næste kommunalvalg.

- Så man har helt sikkert kontaktet Frank Jensen og sagt, at vi synes måske, at det er en meget god idé, at du træder tilbage, siger Erik Holstein.

Kilde: /ritzau/