Joe Biden er taget i ed som USA's præsident

Obama, Bush, Clinton og Pence er blandt de særlige gæster, der overværede Biden blive taget i ed onsdag.
Joe Biden er onsdag taget i ed som USA's 46. præsident ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Joe Biden er onsdag taget i ed som USA's 46. præsident ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

180Graders Redaktion,

20/01/2021

Joe Biden er onsdag taget i ed som USA's 46. præsident. Han afløser Donald Trump på posten.

Biden blev taget i ed af Højesterets chefdommer, John Roberts. Derpå satte den nyindsatte præsident sig - tydeligt rørt - på sin plads et øjeblik, inden han rejste sig for at holde sin tale.

Onsdagens ceremoni i Washington D.C. adskiller sig fra andre præsidentielle indsættelser ved, at offentligheden ikke kan møde op som tilskuere.

Det skyldes først og fremmest coronapandemien. Men også sikkerheden omkring arrangementet er skruet markant op, efter at en vred menneskemængde angreb Kongressen for to uger siden.

Over 25.000 soldater er indsat for at sørge for sikkerheden omkring Kongresbygningen, hvor ceremonien finder sted.

Blandt gæsterne ved indsættelsen er den afgående vicepræsident, Mike Pence, og en lang række republikanske og demokratiske medlemmer af Kongressen.

Flere af Bidens forgængere på posten er også til stede. Det gælder Barack Obama, Bill Clinton og George W. Bush.

Tidligere præsident Jimmy Carter, der er 96 år, har takket nej til invitationen på grund af coronapandemien.

Donald Trump overværer ikke indsættelsen i Washington D.C. onsdag. Tre timer inden, at Biden blev taget i ed, fløj Trump for sidste gang afsted om bord på Air Force One med kurs mod sit golfresort Mar-A-Lago i Florida.

Det er første gang i over 150 år, at en amerikansk præsident ikke er til stede ved indsættelsen af sin efterfølger.

Kilde: /ritzau/