Flertal vil have alle indefrosne feriepenge frigivet

Danskerne skal have mulighed for at få udbetalt yderligere to ugers feriepenge, mener politisk flertal.
Et flertal i Folketinget vil gerne have alle fem ugers indfrosne feriepenge ud til danskerne. Og det hurtigst muligt, skriver TV2. (Arkivfoto)
Et flertal i Folketinget vil gerne have alle fem ugers indfrosne feriepenge ud til danskerne. Og det hurtigst muligt, skriver TV2. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

23/09/2020

Et flertal i Folketinget vil have yderligere to ugers indefrosne feriepenge frigivet til danskerne.

Det skriver tv2.dk.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten står bag kravet om, at gøre alle fem ugers indefrosne feriepenge tilgængelige.

I forvejen er det politisk besluttet at udbetale tre ugers feriepenge. Det vil ske i oktober.

Pengene skal sparke gang i økonomien efter coronakrisen, men regeringen vil ikke love, at de sidste to ugers feriepenge kan blive udbetalt før tid.

Dog er regeringen ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) klar til at forhandle med Folketingets partier, skriver TV2.

- Regeringen har intet ønske om at opbevare danskernes penge, siger Peter Hummelgaard til TV2.

Han påpeger, at de tre ugers feriepenge bliver udbetalt på baggrund af en vurdering af, hvad man tror, folk har optjent. Dette beløb er behæftet med usikkerhed.

Hvis folk får udbetalt for meget eller for lidt, kan det reguleres i de sidste to ugers feriepenge. Det vil man ikke kunne, hvis alle fem uger udbetales på én gang, lyder det.

Flertallet af partier mener, at pengene skal ud i systemet for at holde folk i job og for at støtte dem, der allerede har mistet deres arbejde.

De seneste ugers opblussen i coronavirusset og nye restriktioner sætter en "tyk streg" under, at alle fem uger skal frigives, lyder det fra Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, skriver TV2.

Kilde: /ritzau/