EU-Kommissionen: Vi er i tæt dialog med Danmark om mink

Det er uklart, hvordan regeringen vil kompensere minkavlere, og derfor er det svært at vurdere muligheden.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ringede mandag til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for at tale om kompensation til minkavlere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ringede mandag til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for at tale om kompensation til minkavlere.

180Graders Redaktion,

16/11/2020

Sagen om økonomisk kompensation til danske minkavlere fik mandag statsminister Mette Frederiksen (S) til at ringe til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Det bekræfter von der Leyen på Twitter, og en talsmand uddyber:

- EU-Kommissionen er i tæt og konstruktiv dialog med danske myndigheder i forhold til at undersøge alle mulige løsninger i tråd med danske regler og EU-regler, skriver en talsmand for EU-Kommissionen til Ritzau.

Der er i Danmark politisk bred enighed om at kompensere minkavlerne, der mister deres forretning som følge af pandemien og de aflivninger, der er sat i værk.

Regeringen og Folketingets partier har forhandlet intenst om det spørgsmål de seneste dage.

Mandag fik Ursula von der Leyen så et opkald fra den danske statsminister.

- Den danske statsminister, Mette Frederiksen, ringede til mig i dag for at drøfte den epidemiologiske situation i Danmark. Vi diskuterede særligt de støtteordninger, som regeringen ønsker for at hjælpe minkavlerne, skriver hun på Twitter.

Oppositionen har presset regeringen for at få en større kompensation til minkavlerne.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde søndag, at det kunne blive et problem i forhold til EU's statsstøtteregler. Man risikerer, at minkavlerne tvinges til at betale penge tilbage, lød det fra ministeren.

Mandag har Venstre dog fået en vigtig indrømmelse. Man mener, at avlerne nu loves en fuld erstatning. Sådan udlægger formand Jakob Ellemann-Jensen teksten.

- Jeg er glad for, at regeringen har ændret holdning på dette fuldstændigt afgørende punkt, så vi kan komme videre i forhandlingerne.

- Det er et pres, som Venstre og resten af den blå blok har lagt på regeringen igennem flere dage og nætter, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre ønsker at give et beløb, der tager højde for, at minkerhvervet ikke kan fortsætte i Danmark.

Det står ikke offentlig klart, hvordan den danske regering har tænkt sig at kompensere minkavlerne.

Dermed er det svært at afgøre, om det er en model, der kan være i strid med EU-regler, som erhvervsministeren har hævdet.


Kilde: /ritzau/