De sidste to ugers feriepenge udbetales før påske

Ultimo marts næste år forventes det, at de sidste to ugers indefrosne feriepenge vil kunne blive udbetalt.
Med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen kunne et flertal i Folketinget onsdag præsentere aftale, der skal kickstarte dansk økonomi.
Med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen kunne et flertal i Folketinget onsdag præsentere aftale, der skal kickstarte dansk økonomi.

180Graders Redaktion,

02/12/2020

De sidste to ugers indefrosne feriepenge kan blive udbetalt som en del af en aftale, der er lavet om økonomisk stimuli.

Det oplyser finansminister Nicolai Wammen (S) onsdag på et doorstep.

Aftalen skal hjælpe med at øge aktiviteten i dansk økonomi for at afbøde konsekvenserne af coronakrisen.

Wammen siger, at aftalen vil sikre 5000 arbejdspladser næste år.

- Det er den første aftale af flere, der vil blive præsenteret de kommende dage, siger Wammen.

Aftalen er blevet indgået mellem S-regeringen, støttepartierne De Radikale, SF og Enhedslisten samt Alternativet og Venstre og Det Konservative Folkeparti fra blå blok.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger om aftalen:

- Feriepengene er danskernes egne, og de kommer nu til udbetaling. Det er godt. Vi får også en eksportpakke, så vi understøtter de danske eksportvirksomheder.

- Så er der et par ting, vi ikke har fået med. Vi havde gerne set, at der var et fokus på de kommuner, hvor der er mange ufaglærte, og vi havde også gerne set, at boligjobordningen var med. Men det var ikke muligt denne gang, siger Ellemann-Jensen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har svært ved at skjule sin begejstring.

- Det var en kamp, vi startede før sommerferien, og nu står vi så her og sikrer, at danskerne får alle deres feriepenge tilbage.

- Det er en stor dag. Og så lykkedes det også at øge hjælpen til eksportvirksomhederne. Det er vigtigt for os, siger Pape, der sammen med blå blok længe har presset på for at få alle feriepenge udbetalt.

Til og med tirsdag i denne uge kunne danske lønmodtagere bede om at få en del af deres indefrosne feriepenge udbetalt. Det var muligt at få tre ud af fem ugers feriepenge udbetalt.

I første omgang har 2,3 millioner lønmodtagere benyttet chancen for at få den første portion af feriepengene udbetalt. Det svarer til 85 procent af lønmodtagerne.

Det betød, at i alt 51,6 milliarder kroner blev udbetalt. Det oplyste LD Fonde, der forvalter pengene, i en pressemeddelelse tidligere onsdag.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger, at det er vigtigt at stimulere dansk økonomi og blive ved med at få flere arbejdspladser tilbage.

- Vi forlænger hjælpepakken med denne aftale. Det er vigtigt, fordi corona desværre ikke er slut. Vi sikrer en social balance med fortsat adgang til dagpenge og hjælp til de studerende. De ordninger bliver forlænget med aftalen, siger Olsen Dyhr.

Aftalen om at udbetale feriepenge betyder, at der efter skat kommer 24 milliarder kroner ud til forbrug, siger Wammen.

- Danskerne må selv bestemme, hvordan de bruger pengene, men nu er der i hvert fald mulighed for at komme ud og svinge dankortet til foråret.

- Hvis man vil bruge dem på oplevelsesindustrien, så vil det være velkommen, siger Wammen med henvisning til, at restauranter, barer, spillesteder og teatre er hårdt ramt på grund af langvarige begrænsninger i åbningstider og antal besøgende.

Kilde: /ritzau/