Under coronakrisen har det været tabu at tale om, hvorvidt de voldsomme omkostninger ved nedlukningen af samfundet står mål med gevinsten i form af de menneskeliv, der er blevet reddet.
Men sådan bør det ikke være, mener specialkonsulent i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS Jonas Herby. Faktisk er det slet ikke til at komme udenom: staten må gøre menneskeliv op i kroner og ører, skriver han i en klumme på Altinget.dk.
Herby skriver, hvordan han selv har oplevet at blive lagt for had på det sociale medie Twitter, fordi han har stillet spørgsmål ved, om nedlukningen har været det hele værd.
Spørger man ham, skyldes de voldsomme reaktioner, at vi ikke bryder os om at tænke logisk i følelsesladede situationer som coronakrisen.
- For ingen bryder sig om at tænke logisk i en følelsesladet diskussion om død. For bør staten ikke redde alle uanset omkostningerne i stedet for at gøre menneskeliv op i kroner og øre?
- Men staten er nødt til at gøre menneskeliv op i kroner og øre, slår Jonas Herby fast.
Samtidig understreger han, at det ikke handler om, at penge er vigtigere end liv. Derimod er sagens kerne, at penge kan købe os både livskvalitet og længere liv, som Herby formulerer det.
- Sat lidt på spidsen er diskussionen om prisen på liv en afvejning mellem livets kvalitet og livets længde, skriver Herby.
CEPOS-konsulenten påpeger, at staten allerede i dag sætter pris på menneskeliv på mange områder. Ikke blot indenfor sundhedsområdet, men også i spørgsmål om trafik og miljø.
Det er der en helt naturlig grund til, mener Jonas Herby.
- Staten sætter pris på menneskeliv. Og det gør den blandt andet, fordi vi ved at sætte en pris på liv bedre kan sikre, at vi får mest mulig værdi for pengene.
- Det går ikke, at vi bruger 100 millioner kroner på at redde ét menneskeliv, hvis de samme penge kunne have reddet tre liv et andet sted. For så behandles to ellers ens borgere ikke ens. Og dét strider mod princippet om ligeværd i et liberalt demokrati.
Spørgsmålet under coronakrisen er så ifølge Jonas Herby, om vi bruger flere penge på at forhindre dødsfald relateret til coronavirus end vi gør med f.eks. kræftsygdomme eller tobak.
En nylig analyse tyder på, at vi betaler mindst fem gange så meget - og måske helt op til 20 gange så meget - for at redde et liv relateret til covid-19 som normalt.
- Det er et problem i forhold til at bruge ressourcerne effektivt og behandle borgerne lige, skriver Jonas Herby.
Han runder sin klumme af med en opsang til kommende sundhedskriser:
- Problemet er, at når magthaverne griber ind og ensretter samfundet, mister vi som samfund også evnen til at agere i forhold til ny viden og i forhold til vores egne ønsker og behov. For én person dominerer frygten for at dø, men for en anden dominerer frygten for at dø alene.
- Det kan central planlægning aldrig tage højde for. Og særligt, når der er stor usikkerhed, er problemet stort. Derfor bør man, når usikkerheden er størst, overlade mere magt til borgerne – ikke mindre.
