Tyrkisk domstol frikender regeringskritisk aktivist og udløser klapsalver i retten

Der udbrød jubel i retslokalet, da aktivisten Osman Kavala blev frikendt. Han risikerede livsvarigt fængsel.
En demonstrant med gasmaske under store demonstrationer i Istanbuls Gezi Park i Istanbul i 2013. En tyrkisk domstol frikendte tirsdag  forretningsmanden Osman Kavala og otte andre tiltalte for grove lovovertrædelser i forbindelse med demonstrationerne.
En demonstrant med gasmaske under store demonstrationer i Istanbuls Gezi Park i Istanbul i 2013. En tyrkisk domstol frikendte tirsdag forretningsmanden Osman Kavala og otte andre tiltalte for grove lovovertrædelser i forbindelse med demonstrationerne.

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/02/2020

En tyrkisk domstol frikendte tirsdag forretningsmanden og aktivisten Osman Kavala og otte andre tiltalte i forbindelse med regeringsfjendtlige protester i 2013.

Dommeren i sagen fastslog, at "der er ikke tilstrækkeligt med konkrete beviser" mod Kavala og de øvrige tiltalte.

De er dermed frikendt i en sag, hvor de var anklaget for alvorlige lovovertrædelser i forbindelse med protester i Gezi Park i 2013.

Retssagen handlede om, hvorvidt protesterne mod ombygning af den store Gezi Park i Istanbul var organiseret som et forsøg på oprør. Aktivisten Osman Kavala har hele tiden fastholdt, at protesterne var spontane.

Sagen har vakt opsigt i Vesten og ført til kritik af myndighederne i Tyrkiet - både fra EU-lande og menneskerettighedsgrupper.

Der udbrød jubel og klapsalver i retslokalet, og nogle græd uden at kunne tro på det, som de hørte, da dommerens afgørelse blev meddelt.

Det var ventet, at de tiltalte ville blive fundet skyldige i de anklager, der var rettet mod dem i sagen, som mange opfatter som en test af det tyrkiske retssystem.

Filantropen Kavala blev frikendt efter at have tilbragt over to år i fængsel.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagde i december, at han øjeblikkeligt burde sættes på fri fod, da der ikke forelå noget bevismateriale mod ham, som kunne understøtte anklagerne om lovbrud.

Kavala og to andre tiltalte risikerede at blive idømt livsvarigt fængsel, mens andre var anklaget for at hjælpe dem med deres planer om at vælte regeringen.

Protesterne var vendt mod en regering under ledelse af Recep Tayyip Erdogan, som i 2013 var premierminister, og de bredte sig over ud over store dele af nationen.

Kritikere af Erdogans regering har skabt tvivl om domstolenes uafhængighed efter et mislykket kupforsøg i Tyrkiet i 2016.

Kilde: /ritzau/Reuters