Efter aflysning fra Mette Frederiksen: Alex Vanopslagh tilbyder sig som 1. maj-taler

Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh tilbyder nu sig selv som 1. maj-taler i Fælledparken efter aflysning fra den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen.
Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance er klar til at overtage som 1. maj-taler i Fælledparken. (Foto: Johan Wessmann/News Øresund)
Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance er klar til at overtage som 1. maj-taler i Fælledparken. (Foto: Johan Wessmann/News Øresund)

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/02/2020

Når det traditionsrige 1. maj-arrangement i Fælledparken i København bliver afholdt i år, bliver det uden en tale fra den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen.

Statsministeren begrunder sin aflysning med, at hun ikke kommer til at holde tale i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag, fordi der de seneste år har været uroligheder.

Nu kan der dog være en afløser på vej til det traditionelt set meget venstreorienterede 1. maj-arrangement i Fælledparken.

Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh tilbyder nemlig sig selv som taler til 1. maj.

- Kære 1. maj-arrangører: Jeg kommer gerne og taler til 1. maj, nu hvor Mette Frederiksen har aflyst. Vi har masser af god politik på hylderne, for dem der går på arbejde, skriver han i et Facebook-opslag.

- I ringer bare!

Ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken sidste år, cirka en måned inden Socialdemokratiet vandt regeringsmagten ved folketingsvalget 5. juni, måtte Mette Frederiksen holde pause i sin tale efter tilråb og slagsmål foran scenen.

Hun er ikke den eneste socialdemokratiske leder, der er blevet mødt af protester gennem årene ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken.

I 2014 blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale mødt af aktivister med fløjter, og der opstod håndgemæng.

Og tilbage i 1992 blev daværende S-formand Poul Nyrup Rasmussen blandt andet mødt af kast med tomater i Fælledparken.

Politikere fra andre partier er gennem årene også blevet udsat for en hårdhændet behandling.

Om Alex Vanopslagh vil kunne holde sin tale i ro og mag, må tiden vise - hvis han altså får lov at holde tale af 1. maj-arrangørerne.