Alle festivaler bliver aflyst

Dette års udgaver af Roskilde Festival og Smukfest må udskydes eller aflyses efter forlængelse af forbud.
 (ARKIV) Oprydning efter Roskilde Festivalen, mandag den 8. juli 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Oprydning efter Roskilde Festivalen, mandag den 8. juli 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

06/04/2020

Statsminister Mette Frederiksen (S) melder på et pressemøde mandag aften om dårlige nyheder for blandt andet landets musikfestivaler.

Hun siger, at forbuddet mod store forsamlinger bliver forlænget og vil vare til og med august.

Det betyder, at blandt andet Roskilde Festival og Smukfest bliver nødt til at aflyse eller udskyde dette års udgaver.

Roskilde Festival i år er planlagt til at ligge fra 27. juni til og med 4. juli.

Roskilde Festival har reageret prompte, efter at regeringen har meddelt, at forbuddet mod store forsamlinger gælder til og med august.

Dette års udgave af den populære festival er således aflyst. Det oplyser Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Har man købt billet til festivalen i år, kan man få den overført til Roskilde Festival 2021.

Billetten kan også bliver refunderet, hvis ikke man ønsker at få den overført til næste års festival.

Dette års udgave skulle have været 50-års jubilæum for festivalen. Men det må altså nu vente til 2021 i stedet.

Smukfest i Skanderborg ligger i begyndelsen af august, men har endnu ikke meldt noget officielt ud endnu.

Markeder bliver også ramt af det forlængede forbud.

- Vi kigger på, om hjælpepakkerne gælder bredt nok - også i forhold til jer. Vi vil sammen med partierne drøfte, om vi kan forbedre pakkerne endnu mere, siger Mette Frederiksen henvendt til de berørte af forbuddet.

Tidligere mandag meldte flere af landets største festivaler, at de fortsat regnede med at byde tusindvis af gæster til fest over sommeren.

Men de planer må de altså nu ændre på.

Foruden Roskilde Festival og Smukfest rammer det forlængede forbud mod store forsamlinger Heartland, Tinderbox og Northside.

De meldte ellers alle mandag, at de regnede med at gennemføre dette års festligheder.

Opdateres...

Kilde: /ritzau/