Alle afsluttende eksamener i folkeskolen aflyses i år

Det vil være den seneste årskarakter, der gælder som eksamenskarakter, for folkeskolens afgangselever.
Foto: Christian Als/BM/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Als/BM/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

06/04/2020

Der bliver ingen afsluttende eksamener for folkeskolens afgangselever. I stedet vil den seneste årskarakter gælde.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, hvor hun orienterer om planen for en forsigtig genåbning af samfundet i coronakrisen.

- Der bliver desværre ingen afsluttende eksamener i folkeskolen i år. For dem, der skulle have været til eksamen, vil den seneste årskarakter blive gjort til prøvekarakter, siger Mette Frederiksen.

- Jeg ved godt, at det for mange er en trist besked, for mange unge ønsker sig selvfølgelig en almindelig afslutning på skolen og i øvrigt på en lang skoletid, siger hun.

6. til 10. klassetrin skal stadig være hjemme frem til 10. maj. Det samme for efterskolerne.

HF, erhvervsskoler og gymnasier vil få lov til at gå til eksamen på en anden og mere begrænset måde.

Det er dog planen, at de mindste kan komme i vuggestue, børnehave og fritidsinstitution og skole. I skolerne gælder det 0. til 5. klasse.

Børn og voksne skal være så meget ude, som det kan lade sig gøre. De skal holde afstand, der skal gøres mere rent, og er man syg, skal man blive hjemme.

Kilde: /ritzau/