Nationalbanken venter fortsat lave renter under coronakrise

Der er stadig de samme bevæggrunde for lave renter, mener Nationalbanken, som ikke venter rentestigninger.
(ARKIV) Nationalbanken udefra onsdag den 14 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Nationalbanken udefra onsdag den 14 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/04/2020

Igennem længere tid har renterne været meget lave herhjemme.

Og det forventes også at være billedet fremover, hvor coronakrisen har ramt dansk økonomi.

Det fortæller nationalbankdirektør Lars Rohde på en telekonference.

- Grundlæggende er problemstillingerne de samme, som de har været hidtil.

- Der er en underliggende stor opsparing og lidt mindre investeringslyst.

- Så vi skal ikke nødvendigvis forvente, at renterne går op, siger han.

For små to uger siden hævede Nationalbanken sin ledende rente med 0,15 procentpoint. Renten er dog stadig negativ og ligger på minus 0,60 procent.

Nationalbankens negative rente har betydning for banksektoren i Danmark, da Nationalbanken fungerer som bankernes bank.

Derfor har et stort antal banker også indført negative renter over for deres kunder.

Flere banker har dog også hævet deres renter, efter at Nationalbanken gjorde det for nylig.

Kilde: /ritzau/