Danske medier dropper traditionsrig aprilsnar på grund af coronavirus

De fleste danske medier dropper aprilsnarren i år.
Foto: Pixnio
Foto: Pixnio

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/04/2020

Flere store danske medier dropper aprilsnarren i år.

Ifølge TV2 har aviser som Berlingske, B.T. og Jyllands-Posten samt medierne DR og TV2 selv ikke en aprilsnar i år.

Kun Berlingske bruger coronaviruskrisen som begrundelse for årets fravalg, skriver TV2. Jyllands-Posten besluttede for flere år siden at droppe den, og det samme gælder DR og TV2.

- Ikke at situationen ikke også kalder på humor, for det gør den, men virkeligheden er simpelthen så grotesk lige nu, at aprilsnarre vil have umulige vilkår i publicistiske medier, skønner vi.

- Så vi vender tilbage næste år, når alt forhåbentlig er normalt igen, siger Berlingske chefredaktør, Tom Jensen, til TV2.

B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, begrunder fravalget med, at avisen ikke synes, det er sjovt mere.

Ekstra Bladet er et af de få store danske medier, der bringer en aprilsnar.

Chefredaktør Poul Madsen siger til TV2, at danskerne har brug for et lille smil.

På side ni i Ekstra Bladets avis onsdag er den sædvanlige halvnøgne "side 9-pige" skiftet ud med "dagens dyr". Her bringer Ekstra Bladet et billede af en hund med teksten "vover pelsen".

Også lokalaviserne JydskeVestkysten og Bornholms Tidende har valgt ikke at bringe en aprilsnar.

Derudover skriver journalisterne Ditte Giese og Thomas Balslev i en klumme på Heartbeats.dk, at "verden er for skræmmende til en spøg".

Kilde: /ritzau/