26-årig anholdt: Planlagde terrorangreb

Politiet er fredag i aktion i Aalborg. Ifølge Ekstra Bladet er en mand anholdt i forbindelse med terrorsag.
Nordjyllands Politi ransager fredag morgen en lejlighed på Ravnkildevej i Aalborg Øst. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Nordjyllands Politi ransager fredag morgen en lejlighed på Ravnkildevej i Aalborg Øst. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

03/04/2020

Politiet har i en politiaktion i Aalborg tidligt fredag morgen anholdt en 26-årig mand i forbindelse med en verserende terrorsag.

Det bekræfter Københavns Politi på Twitter.

Fredag eftermiddag er han i et grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor en anklager kræver ham varetægtsfængslet.

Anholdelsen af den 26-årige har relation til den store politiaktion den 11. december sidste år, hvor en række personer, heriblandt den 26-årige, blev anholdt flere steder i landet.

Terrorsagen er opdelt i to sager med forskellige sigtelser. Den ene sag handler om fremstilling af bomber, mens den anden handler om forsøg på anskaffelse af våben.

Da den 26-årige blev anholdt i december, var han sigtet i den del, der handler om anskaffelse af våben. Men denne gang går sigtelsen på delen om bomber. Det er kommet frem under grundlovsforhøret, hvor sigtelsen blev læst op.

Dommeren har dog valgte at holde retsmødet for lukkede døre, hvorfor det ikke er muligt at høre, hvad den 26-årige eventuelt vil fortælle om sagen.

Han er under retsmødet iført en sort jakke og sort højhalset strik.

Under den korte del af retsmødet, som var åbent, var tre journalister mødt op. De måtte sidde med en meters afstand på grund af risikoen for smitte med coronavirus.

Da terrorsagen rullede i december blev 20 mænd og kvinder anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens terrorparagraf. Men flere blev dog løsladt igen.

Tre mænd er fængslet i sagen om våben, mens to mænd og en kvinde er fængslet i den del, der handler om planlægning af bombefremstilling. De seks sigtede har indtil videre fået deres fængsling forlænget til 29. april.

Alle seks nægter sig skyldige.

Fredag morgens politiaktion er foregået i et samarbejde mellem Københavns Politi og Nordjyllands Politi på Ravnkildevej i Aalborg Øst.

- Efterforskningen er fortsat og har ført til, at mistanken mod den 26-årige nu er så betydelig, at han skal fremstilles i grundlovsforhør. Dagens anholdelse er sket i godt samarbejde med vores kolleger i Nordjyllands Politi.

- Af hensyn til efterforskningen, kan jeg desværre ikke gå i flere detaljer på nuværende tidspunkt, siger leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling i pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/