Singapores højesteret fastholder forbud mod homoseksuelle

Tre mænd i Singapore har tabt en sag om at afskaffe en lov fra kolonitiden, der forbyder homoseksuelle.
Homoseksuelle kæmper for deres rettigheder i Singapore. Her ses den årlige parade Pink Dot.
Homoseksuelle kæmper for deres rettigheder i Singapore. Her ses den årlige parade Pink Dot.

Claes Kirkeby Theilgaard,

31/03/2020

Et forsøg på at afskaffe en lov i Singapore, der kriminaliserer homoseksuelle, er blevet afvist af bystyrets højesteret mandag.

Det skriver BBC.

Argumentet for ikke at droppe loven er blandt andet, at loven er "vigtig for at afspejle den offentlige stemning og tro" i Singapore.

Loven under paragraf 377 a lyder, at mænd, der er fundet skyldige i homoseksuelle handlinger derhjemme eller i offentligheden, kan risikere fængsel i op til to år.

Sagen er blevet rejst af tre homoseksuelle mænd - en pensioneret læge, en dj og en LGBT-forkæmper. De mener, at loven strider mod bystyrets grundlov.

Mændenes advokat siger efter retssagen, at de er meget skuffede over afgørelsen.

- Det er chokerende i moralsk forstand, siger advokaten ifølge BBC.

Senest blev det forsøgt i 2014 at droppe loven. Dengang blev en afskaffelse afvist af Singapores appelret.

Paragraf 377 a, der blev indført under britisk kolonitid i 1938, bliver dog sjældent håndhævet i Singapore.

Singapores ledere, inklusive den nuværende premierminister, har nægtet at fjerne loven. De mener, at den afspejler de konservative former i bystyrets samfund.

LGBT-miljøet i Singapore havde ellers haft høje forventninger til sagen, efter at Indien i 2018 droppede en lignende lov.

Fem dommere i Indiens højesteret fandt loven dybt diskriminerende og påpegede dengang, at homoseksuelle indere oplevede traumer heraf.

Ifølge BBC kriminaliserer 70 lande forhold mellem personer af samme køn, heriblandt Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh.

Kilde: /ritzau/