Australien vil sætte borgere fra virusramt by i karantæne på øde ø

Evakuerede australiere fra virusramt by i Kina skal 14 dage i karantæne på Juleøen, siger premierminister.
Australien sender bådmigranter, der søger asyl, til ølejre som den på Juleøen. Hvis de får asyl, kommer de ikke til det australske fastland, men eksempelvis Cambodja, som Australien betaler for at tage imod flygtningene. (Australien)
Australien sender bådmigranter, der søger asyl, til ølejre som den på Juleøen. Hvis de får asyl, kommer de ikke til det australske fastland, men eksempelvis Cambodja, som Australien betaler for at tage imod flygtningene. (Australien)

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/01/2020

Australien planlægger at evakuere borgere fra et virusramt område i Kina og sætte dem i karantæne på en ø, der normalt huser asylansøgere.

Det fremgår af et forslag fra premierminister Scott Morrison onsdag.

Scott Morrison siger, at "sårbare" australiere, herunder børn og ældre, der befinder sig i den kinesiske by Wuhan og den omkringliggende Hubei-provins, først og fremmest vil blive hentet hjem.

Ifølge de australske myndigheder befinder der sig omkring 600 australiere i området, som er lukket ned i et forsøg på at stoppe spredningen af det dødelige coronavirus.

- Tidsrammen er meget snæver, så vi forsøger at arbejde hurtigt for at sikre, at vi kan sammensætte denne plan og denne operation, siger Scott Morrison til journalister i Canberra.

- Jeg vil godt understrege, at det her kommer til at foregå på følgende måde: Sidst ind, først ud, siger han.

Ifølge premierministeren vil de evakuerede australiere blive sat i karantæne i 14 dage på Juleøen i Det Indiske Ocean.

Juleøen er berygtet for sin asyllejr, som bliver brugt til at tilbageholde asylansøgere, som forsøger at nå Australien i båd.

- Forsvarsstyrkerne har fået til opgave at undersøge faciliteterne og yde den logistiske støtte og anden støtte, der måtte være nødvendig, for at sikre operationen på Juleøen, siger Scott Morrison.

Premierministeren afviser at sætte tal på, hvor mange australiere som vil blive hentet ud af Wuhan.

- Vi kan ikke garantere, at denne operation vil lykkes, siger han.

Japan og USA har allerede evakueret hundredvis af statsborgere fra Wuhan.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der i alt 18 danskere i Hubei- provinsen, og af dem ønsker syv at blive evakueret. Hvordan de præcis skal hentes hjem, er dog ikke helt sikkert.

Coronavirusset har hidtil dræbt mindst 132 mennesker i Kina.

Kilde: /ritzau/AFP